Kasper Hvidt bliver ikke Ulrik Wilbeks afløser som sportschef i Dansk Håndbold Forbund (DHF). Det fortæller han til bt.dk.

Den tidligere håndboldmålmand på det danske landshold og nuværende spiller i KIF Kolding København, der stopper sin karriere efter sæsonen, rykker ikke over i den midlertidigt ledige stilling som sportschef i DHF.

Hvidt har været til en samtale med Henrik Jacobsen, direktør i DHF, og Jan Kampmann, formand i JFH (Jydsk Håndbold Forbund) og ikke generalsekretær Morten Stig Christensen, da han tidligere har erklæret sig selv inhabil. Hvidt er dog blevet siet fra i kandidatfeltet.

»Jeg bliver ikke sportschef i DHF,« siger Kasper Hvidt til BT.dk og fortsætter:

»Jeg var til første samtale, og det gik sådan set rigtig godt, og de synes, det var nogle fine sportslige visioner, jeg fremlagde, men jeg røg på, at jeg manglede administrativ og ledelsesmæssig erfaring.«

I følge BTs oplysninger har fem personer været til samtale. Tre er nu valgt fra, så der er to tilbage til den magtfulde position. Den ene af kandidaterne skal være Per Boldt Jørgensen, afdelings - og souschef i Team Danmark, som BT.dk har været i kontakt med, men han meddeler, at han ikke har nogen kommentar. Det står ikke klart, hvem der er den anden potentielt nye sportschef, der skal efterfølge Ulrik Wilbek, som stoppede efter et tumultarisk forløb under OL-slutrunden og efterfølgende i de danske medier.

Hvidt udtrykker fuld forståelse for håndboldledelsens beslutning.

»Jeg vil ikke ærgre mig over det, fordi jeg har hele tiden sagt, at hvis jeg skulle være sportschef, så skulle det også være et job, jeg ville være god til ud fra de kompetencer, jeg har. Men de har brug for en anden profil, og det er helt fint,« siger han til BT.dk.

Tirsdag erfarer BT.dk, at Kasper Hvidt i stedet har fået job som 'sporting director' i RFRSH - organisationen bag verdens bedste Counter-Strike-hold Astralis. Dermed står han foran et jobskifte, der i stedet for harpiks og vilde redninger kommer til at dreje sig mere om klik med computermusen og strategisk planlægning på E-Sport-niveau.

E-Sport har over de seneste år udviklet sig særdeles positivt, og det bliver ikke mindst understreget af det pressemøde, som RFRSH holder onsdag. Det er her, at Kasper Hvidt bliver præsenteret som nyt ansigt i organisationen.

Adspurgt om BT.dk's oplysninger om målmandens fremtid, siger Kasper Hvidt:

»Jeg har ingen kommentarer før i morgen (onsdag, red.).«

Kasper Hvidt kommer ind til sit nye job med stor erfaring fra et professionelt konkurrencemiljø. Siden 1996 har han været professionel håndboldspiller i storklubber som Portland San Antonio, FC Barcelona og KIF Kolding København.

Han var i mange år toneangivende på det danske landshold, hvor han stod som førstemålmand. Han har vundet tre bronzemedaljer ved EM, en enkelt ved VM, og så blev det til landsholdskarrierens helt store triumf, da Danmark vandt EM-guld i Norge i 2008.