En Twitter-joke af Alonso og Massa har skabt røre i Formel 1-verdenen.

De to Ferrari-stjerner, Fernando Alonso og Felipe Massa, begge 31, har offentliggjort et billede af dem selv på det sociale netværk, Twitter. På billedet poserer de med hver deres paintballgevær med alvorlige miner vendt mod kameraet.

Og selvom et paintballgevær ikke kan gøre ret meget mere skade end blå mærker, så er signalværdien i billedet bestemt ikke noget, der er faldet i god jord hos de to Formel 1-stjerners bagland hos Ferrari.

Imidlertid er det hele ment som en joke. Massa skrev under billedet på internettet: "Hahaha - klar til de sidste to løb."

Det er klart, hvad de to Ferrari-kørere hentyder til på billedet. Nemlig verdensmesteren Sebastian Vettel. Han kører for Red Bull Racing, hvis chefer har kaldt billedet 'usmageligt'.