Afgørelsen om sammensætningen af McLarens Formel 1-team for næste sæson finder ofiicielt først sin afgørelse 1. december, men mere og mere tyder på, at det er klart, hvem der bliver Fernando Alonsos teamkollega.

Flere engelske medier er efter søndagens afsluttende grand prix i Abu Dhabi enige om, at danske Kevin Magnussen ser ud til at vinde duellen med den 34-årige Jenson Button.

Under overskrifter om et følelsesmæssigt farvel beskriver såvel The Guardian som Daily Mail, hvordan Jenson Button tog afsked med det team, som han har kørt for siden 2010.

- En masse mennesker har spurgt mig, om det føltes anderledes, når nu det måske var mit sidste løb, men det gjorde det egentlig ikke, for du går ind til ethvert løb med det samme mindset og vil gøre det bedst muligt, sagde Jenson Button ifølge The Guardian og tilføjede:

- Men når du ser din familie og venner kigge anderledes på dig, bliver det en smule mere emotionelt. Da jeg gik ind i garagen før løbet, var det svært, fordi alle mekanikerne var klar til at give mig mandekram, og det var virkelig hårdt. Det kunne du også se på deres ansigter. Så jeg sagde blot: 'Drenge, jeg sætter mig bare ind i en Formel 1-bil nu'.

Jenson Button klarede denne Formel 1-sæson bedre end Kevin Magnussen og endte på en samlet ottendeplads og 126 point, mens Kevin Magnussen til sammenligning kun skrabede 55 point sammen og sluttede på en samlet 11. plads.

Alligevel ser det ud til, at 15 år i Formel 1-feltet ser ud til at slutte for Jenson Button, der i januar mistede sin 70 år gamle far. som fulgte ham tæt og selv var racerkører.

- Min far ville gå ud af sit gode skind, hvis han kendte til mine omstændigheder lige nu, sagde Jenson Button ifølge BBC efter sin femteplads i Abu Dhabi.

- Jeg håber, at han ville være stolt af mig, men jeg håber ikke, at det her er den sidste gang, jeg taler med dig som en del af Formel 1, lød det efterfølgende fra Button til reporteren.

- Jeg har ingen som helst idé, om jeg kommer til at køre videre (for Mclaren, red.) næste år. Jeg håber, at de træffer en beslutning snart - for Kevins og for min skyld, forklarede Button, som på Twitter takker for sine fem år hos McLaren, men samtidig er ret tvetydig omkring, om han har tabt kampen til den 12 år yngre dansker.

- Mit hjem de seneste fem år. En stor tak til alle mine supportere gennem årene, især for den styrke I har givet mig.

Kort efter skriver han:

- Den forgangne sæson. Jeg er ikke færdig endnu. Der er stadig så meget, jeg gerne vil opnå i denne sport.

Ifølge The Guardian tjente Kevin Magnussen 20 gange mindre end Jenson Button denne sæson, så det økonomiske aspekt har sikkert også betydning i valget mellem Kevin Magnussen og Jenson Button, da den med al sandsynlighed kommende McLaren-kører Fernando Alonso er en dyr herre.