Flere tusinde danske Audi-ejere bliver tvunget til at køre forbi værkstedet som de første. Herefter er det VW-, Seat- og Skoda-ejernes tur.

København: Flere end 90.000 dieselbiler i Danmark skal i den nærmeste fremtid tilbagekaldes, så de kan få opdateret softwaresystemet og få fjernet Volkswagen-koncernens såkaldte snydesoftware.

Det fremgår af den nye handlingsplan, som Færdselsstyrelsen har offentliggjort, og som kommer til at berøre et stort antal danske bilejere af mærkerne Volkswagen, Audi, Seat og Skoda.

Sagen berører ikke kun de nuværende ejere af bilerne, men også de fremtidige, påpeger chef for teknisk afdeling hos FDM, Lone Otto.

- Det er positivt, at der nu kommer gang i tingene med denne beslutning. Vi har jo haft en masse ængstelige bilejere, som ikke helt har vidst, hvordan de skulle forholde sig, og hvad der kom til at ske. Men nu kommer der lidt mere ro på, siger hun og fortsætter:

- Nu bliver det en tvungen indkaldelse for alle de berørte biler, og så er det ikke noget, du som bilejer kan vælge at sige ja eller nej til, siger FDM's Lone Otto til Ritzau Fokus.

Den danske importør af de fire ramte VW-bilmærker, Skandinavisk Motor Co., vil tage kontakt til alle de bilejere, der skal forbi et autoriseret værksted for at få foretaget den krævede softwareopdatering.

Og det er vigtigt at reagere på indkaldelsen, for ellers kan du stå med et stort problem på fire hjul.

- Hvis du ikke får foretaget den lovpligtige opdatering, så vil din bil ikke opfylde typegodkendelsen, og så er din bil reelt ulovlig. Den vil i så fald ikke kunne blive synet, advarer Lone Otto.

Det forventes, at man får to indkaldelser på bilen, formentlig af seks måneders varighed hver, og hvis man ikke får gennemført opdateringen, så kan bilen hverken synes eller ejerskiftes.

Den store skandale om den tyske bilproducent VW's såkaldte snydesoftware brød ud i september sidste år, men det er altså først nu, at sagen kommer kommer til at få konsekvenser for de danske bilejere.

De pågældende biler vil blive indkaldt, efterhånden som de nye softwareopdateringer bliver godkendt.

- Vi vil derfor i løbet af uge 20 og 21 udsende et indkaldelsesbrev direkte til de pågældende bilejere, som skal have deres bil opdateret. De resterende berørte bilejere vil ligeledes få direkte besked fra os via brev, når det er tid til, at netop deres bil skal opdateres, skriver Volkswagen Danmark på firmaets officielle hjemmeside.

FDM forventer, at tilbagekaldelserne kommer til at stå på fra nu og frem til "et godt stykke ind i 2017". Volkswagen selv håber ikke, at de berørte bilejere vil opleve for store gener ved indkaldelsen og opdateringen.

- Vi er meget berørte af sagen og takker alle vores kunder for den store tålmodighed, I har udvist, og vi vil fortsat arbejde på at bibeholde jeres tillid, skriver Volkswagen Danmark.

Fakta om Færdselsstyrelsens handlingsplan:

1. På www.vwdieselinfo.dk kan du se, om din bil skal en tur forbi et autoriseret værksted, hvis du er i tvivl.

2. Volkswagen Danmark lover, at deres værksteder prioriterer de mange softwareopdateringer, så de berørte biler kan blive ekspederet så hurtigt som muligt.

3. Når man bliver indkaldt, skal man booke en tid på et autoriseret værksted, og så vil selve opdateringen tage et sted mellem en halv til en hel time. Hvis det tager længere tid, vil Volkswagen Danmark stille en lånebil til rådighed.

4. Hvis man har planer om at købe en bil af det pågældende mærke, så bør man gå ind på Volkswagen Danmarks hjemmeside og finde det pågældende registreringsnummer og se, om bilen har fået foretaget opdateringen eller ej.

5. Handlingsplanen rammer omkring 90.000 biler af mærkerne VW (52.915), Audi (20.491), Skoda (13.230) og Seat (6339), der har 1,2, 1,6 eller 2,0 dieselmotorer, og som er produceret mellem 2008-2015.

Kilde: FDM og Volkswagen Danmark.

/ritzau/FOKUS