Den spanske sportsavis AS sætter Martin Ødegaard i forbindelse med skotske Celtic.

På trods af rygter om et udlån til Malaga, Villarreal og Real Betis kan Martin Ødegaard med stor sandsynlighed ende i Celtic, det skriver spanske AS. Avisen hævder, at Real Madrid har besluttet sig for at leje den blot 16-årige midtbanespiller ud, og nu dukker skotske Celtic op som en realistisk destination.

Ikke nok med at nordmanden genforenes med sin gamle træner Ronny Deila, men vælger den spanske kongeklub at leje Ødegaard ud til Celtic, får han også muligheden for europæisk fodbold, da Celtic er sikret adgang til Champions League-kvalifikationen i den kommende sæson.

Inden Real Madrid beslutter, hvem Ødegaard skal repræsentere næste sæson, har nordmanden mulighed for at gøre reklame for sig selv, når han med klubben tager på turné i Kina og Australien, hvor der spilles kampe mod flere store klubber.