Den brasilianske fodboldlegende Pelé gennemgår lige nu en svær tid, da han netop er blevet overført til intensivafdelingen på et hospital i Sao Paulo.

Den 74 år gamle Pelé blev for små to uger siden opereret for nyresten, men blev allerede udskrevet et par dage senere efter en vellykket operation. Sådan forlød det i hvert fald fra officielt hold. Men mandag blev han så indlagt igen, og nu er han overført til intensiv, skriver nyhedsbureauet AFP.

Det er en urinvejsinfektion, der er årsag til, at Pelé nu er overført til intensiv. Hans tilstand er blevet forværret, og derfor vurderes hans tilstand altså ikke længere som stabil, som meldingen ellers var for et par dage siden. Det meddeler Albert Einstein Hospitalet i Sao Paulo.

Præcis hvor slemt det står til med den brasilianske legende vides endnu ikke.