Den russiske klub, FK Rostov, står over for en straf af det europæiske fodboldforbund, efter en banan blev smidt på banen i onsdagens Champions League-opgør mod PSV Eindhoven.

Billeder af en banan på banen til kampen mellem FK Rostov og PSV Eindhoven har fået UEFA til at åbne en sag mod den russiske klub. Det skriver The Guardian.

Det er netværket FARE, der monitorerer racistiske hændelser for UEFA, der har meldt ind til forbundet omkring hændelsen fra kampen. Angiveligt var bananen på banen i mere end 15 minutter, før den blev fjernet.

Hændelsen sker bare få dage efter, at det internationale fodboldforbund, FIFA, lukkede sit udvalg for anti-racisme med begrundelsen, at jobbet var færdigt og en succes.

Det har ledt til kritik, både fra andre anti-racisme-organisationer og fra et medlem af det pågældende udvalg, Osasu Obayiuwana, der især fokuserer på, at VM i Rusland om to år er en stor bekymring.

»Jeg synes personligt, at der fortsat var et stort arbejde for udvalget - VM 2018 i Rusland som en af dem. Men det er tydeligt, at FIFA-administrationen er af anden holdning,« siger han til det engelske medie.

Rostov-fans ser til, mens PSV fejrer en scoring. Det vides ikke, hvor banen er blevet smidt på banen fra.
Rostov-fans ser til, mens PSV fejrer en scoring. Det vides ikke, hvor banen er blevet smidt på banen fra. Foto: MAXIM ZMEYEV
Vis mere

Ærespræsidenten for det russiske fodboldfodbund, Vyacheslav Koloskov, frygter, at denne banan kan få konsekvenser for afviklingen af VM i Rostov-on-Don, der er en af værtsbyerne til slutrunden om to år.

»Den banan kan kan koste os, kraftigt. Det vil aldrig blive tolereret på noget tidspunkt, specielt ikke nu. Rostov kan blive tvunget til at spille bag lukkede døre,« siger Koloskov ifølge The Guardian.