Manchester United har godt gang i svingdøren mandag. Først blev Robin van Persie præsenteret i Fenerbahce, og nu har den engelske storklub offentliggjort intet mindre end to centrale midtbanespillere.

De to nytilgange er den tyske verdensmester Bastian Schweinsteiger, der er hentet i Bayern München, samt franske Morgan Schneiderlin, der skifter fra ligarivalerne Southampton.

30-årige Schweinsteiger nåede at tilbringe hele 17 år hos de tyske mestre, men han vil i de kommende tre sæsoner iføre sig United-trøjen.

»Jeg har nydt min tid i Bayern München, det har været en utrolig rejse, og det var ikke let at tage beslutningen om at skifte. Manchester United er den eneste klub, jeg ville forlade München for. Jeg føler mig klar til denne nye og spændende udfordring i, hvad jeg anser som den hårdeste liga i verden, og jeg ser frem til at arbejde med Louis van Gaal igen,« siger Bastian Schweinsteiger til klubbens hjemmeside.

Morgan Schneiderlin har fået en fire-årig kontrakt med mulighed for et års forlængelse. Den 25-årige franskmand ankom allerede til Southampton som 18-årig, da klubben spillede i den næstbedste engelske række. Siden udviklede han sig til en stor profil på holdet, der i sidste sæson endte som syver i Premier League.

»Jeg er henrykt over at være Manchester United-spiller. Da jeg fandt ud af, at United var interesserede i mig, var det en let beslutning. Jeg har nydt mine syv glædelige år i Southampton, og det er en klub, der altid vil være i mit hjerte. Men muligheden for at være en del af dette hold og hjælpe denne store klub til succes var for god til at misse,« siger Morgan Schneiderlin til klubbens hjemmeside.

Manchester United er nu oppe på fire nytilgange denne sommer. Tidligere har de hentet den hollandske kantspiller Memphis Depay i PSV Eindhoven og den italienske højre back Matteo Darmian i Torino.