Christian Eriksen spillede en flot kamp mod Manchester City, anerkender Morten Olsen.

Lad os da bare træde mere i det. Vi savner en veloplagt Christian Eriksen på det danske landshold. Og vi vil have den Christian Eriksen, der onsdag aften lod talentet skinne igennem mod Manchester City i Champions League. Et mål og et oplæg mod det engelske mesterhold blev det til i sejren på 3-1. Ganske imponerende.

Dagen derpå har danske såvel som udenlandske medier været rundhåndet i deres roser af danskeren, og det glæder den danske landstræner, Morten Olsen, der også har lovprisende ord tilovers for den unge fynbo, men han tilføjer samtidig, at præstationerne ikke bare kan overførers til landsholdet.

- Jeg tror hurtigt, at vi glemmer, at hver kamp har sin historie. Og det handler også om modstanderen. Hvis en modstander som Tjekkiet pakker sig, så får du ikke de muligheder. Jeg så Ajax mod Almelo i weekenden (Hercales Almelo, red), og her fik Christian heller ikke plads. Så det handler om, at du udnytter den plads, du får, siger Morten Olsen.

På landsholdet har det på det seneste været en helt anden Christian Eriksen, vi har set. Jovist løber han mere end nogen anden på banen, men det viser da også bare, at han har i sinde i at forsøge at gøre en forskel.

I kampen mod Manchester City fik den danske stortekniker netop de rum mellem midtbanen og forsvaret, der gør ham umanerlig farlig. Og det er de rum, der har manglet på landsholdet.

- Ajax spiller en rigtig god kamp, og det skal ikke tage noget fra deres præstation, men de møder altså et noget skuffende Manchester City-hold, som så ud som om, at de var et sammenkøbt hold. Men det benyttede Ajax sig godt af, og det benyttede vores spillere sig godt af. Så det var strålende, siger Morten Olsen.

Den danske landstræner erkender, at landsholdet ikke har været gode nok til at score på chancerne, når de endelig har budt sig.

Den 14. november får Morten Olsens og landsholdet et gratis skud i bøssen til at prøve tingene af, når de møder Tyrkiet på udebane i en træningskamp.