Den tidligere engelske landsholdsangriber Michael Owen har i et engelsk fodboldprogram forudsagt, at Leicester kan komme til at lave en 'Herfølge' og rykke ud året efter et mesterskab.

Påstanden kommer i det engelske fodboldprogram 'Fletch and Sav', som er et ugentligt debatprogram på engelske BT Sport med de to tidligere fodboldspillere Robbie Savage og Darren Fletcher som værter.

»Hvis Leicester beslutter sig for at sætte Champions League-pengene i banken og måske sælger en spiller som Mahrez, så kan de komme i store problemer,« siger Owen og tilføjer, at han virkelig håber, at Leicester bliver mestre.

Forudsigelsen kommer efter et spørgsmål om, hvor svært det kan blive for Leicester at hente spillere til sommer til klubbens Champions League-eventyr. Owen mener simpelthen ikke, at topspillere vil prioritere Leicester over klubber som Liverpool og Manchester United, uanset om den kommer til at stå på Champions League-gruppespil på King Power Stadium.

Leicesters titeldrømme kan få sig et gevaldigt nøk opad, hvis man får point søndag mod Arsenal på Emirates Stadium.