Den tidligere Brøndby-spiller Simon Makienok kan nu officielt kalde sig Serie A-spiller, efter at han fik de sidste minutter af Palermos 1-2-nederlag ude mod Frederiks Sørensens Hellas Verona.

Den lange, nygifte angriber kunne fra bænken se Palermos argentinske midtbanemand Franco Vázquez bringe gæsterne på 1-0 efter 18 minutters spil.

Men føringen holdt kun til fem minutter før pausen, hvor Veronas italienske angriber-legende Luca Toni var på pletten, da han udlignede på et straffespark.

Palermo-træner Giuseppe Iachini holdt fast i sin startopstilling helt frem til 10 minutter før tid, hvor Palermos forsvarsspiller Eros Pisano lavede selvmål og dermed skød værterne i front. Så skulle Palermo satse. Og fire minutter før tid blev Simon Makienok sendt på banen, uden at han dog kunne nå at rette op på resultatet.

Hjemmeholdets danske U21-landsholdsspiller, Frederik Sørensen, tilbragte hele kampen på udskiftningsbænken.

Frederik Sørensen, der forsat er ejet af Juventus, skiftede på lejeaftale til Verona i løbet af sommeren, men han har fortsat sin debut for klubben til gode. Han så således også hele Serie A-premieren mod Atalanta fra bænken.