Den danske Swansea-manager Michael Laudrup: Det er enestående

Han har spillet utallige topkampe og som aktiv spiller, men søndagens Capital One Cup-finale mod Bradford, hvor Swansea City særdeles overlegent kørte modstanderne over 5-0, er den største triumf, Michael Laudrup har oplevet som træner.

Derfor var Laudrup selvfølgelig også ovenud begejstret for søndagens præstation - specielt taget i betragtning af, at Swansea netop ikke er noget storhold.

- Som spiller havde jeg heldet til at spille på de største hold i forskellige lande. Swansea er ikke det største hold i Premier League, men vi vinder et trofæ i dag, og det er fantastisk. At vinde et trofæ med en mindre klub er enestående, sagde en glad Laudrup ifølge BBC efter kampen.

Swansea City får med sejren adgang til at spille Europa League i næste sæson. De fem mål blev scoret af Nathan Dyer (2), Jonathan de Guzman (2) og Michu.