Uefa og Fifa kapper hurtigt båndene til korruptionsmistænkte folk, men kritiker ser problemer i forbundene.

Nyon. Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) og Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) fik hurtigt sagt farvel til Angel Maria Villar, som er fængslet i Spanien for mistanke om korruption.

Torsdag trådte Villar tilbage som vicepræsident i både Uefa og Fifa.

Jens Sejer Andersen, international chef i Play the Game, der kæmper for mere gennemsigtighed i idræt, mener, at sagen viser et grundlæggende problem hos de store fodboldforbund.

- Det er på sin vis et nederlag for både Uefa og Fifa, at de ikke selv har skaffet sig af med en mand, som i den grad har været modstander af reformer og har lagt alle mulige hindringer ud for, at man kunne komme af med korruption i de to store fodboldorganisationer.

- Det er et meget typisk nederlag, fordi vi i de her år ser, hvordan de store idrætsforbund har svært ved selv at skille sig af med de korrupte masterminds, siger Jens Sejer Andersen.

- Det er først, når myndighederne griber ind, sådan som vi ser det med FBI, det franske, schweiziske, brasilianske og nu glædeligvis også det spanske politi.

- Det er først, når myndighederne rykker, at det bliver muligt at komme de korrupte netværk i sporten til livs, forklarer han.

At Uefa og Fifa hurtigere end tidligere kapper båndene til personer, der er fedtet ind i korruption, vidner om en ændret politik.

- Der er sket den lille forandring, at for fem år siden ville Uefa og Fifa formentlig have forsvaret Villar og sagt, at ham kan vi godt bruge, indtil der er faldet dom.

- I dag er der så meget offentligt pres på idrætsorganisationer, at de er nødt til at sige til Villar, at han skal sende sin opsigelse.

- Kulturen er måske ved at bryde sammen eller antage nye former, hvor man godt er klar over, at man kan ikke have åbenlyst korruptionsmistænkte folk siddende i toppen af forbundene, siger Jens Sejer Andersen.

/ritzau/