FC Nordsjælland var bagud mod Silkeborg i søndagens Superligakamp, men fik til sidst vendt tingene rundt.

Det er langt fra første gang i denne Superliga-sæson, at FC Nordsjælland har været bagud og alligevel fået point hjem i kassen. Uffe Bech fik scoret det afgørende mål til 2-1 i søndagens kamp mod Silkeborg, og han har derfor et nyt kælenavn klar til holdet.

Læs mere:

- Vi er jo 'the comeback kids'. Vi har gjort det så mange andre gange i den her sæson, så vi tror på os selv. Vi viser endnu engang, at vi har moralen til at komme ud og vende kampen, sagde Uffe Bech til Canal 8 efter kampen.

- Jo før vi kommer bagud, des mere tid har vi jo til at vende kampen, så lad os bare indkassere et tidligt mål. Ej, det skal vi selvfølgelig ikke, men vi viser, at vi kan vende kampen, og det var dejligt, sagde han i grin.

FC Nordsjælland spillede ikke verdens bedste kamp, men alligevel hæftede Uffe Bech sig primært ved at holdet fik tre point med hjem til Farum.

- Silkeborg står med fem mand i forsvaret, og det var svært at spille mod. Men vi fik skabt det, der skulle til og vandt fortjent kampen, selvom det ikke var kønt.