Det er hensynet til publikums sikkerhed, der aflyser aftenens topbrag mellem FC Midtjylland og FC København.

Superligaens nummer et mod nummer to. Det bliver ikke meget større i dansk fodbold netop nu, end FC Midtjylland mod FC København. Derfor havde store dele af fodbolddanmark glædet sig til opgøret, men de sidder nu skuffede tilbage.

Kort før kampen skulle være fløjtet i gang klokken 18 blev opgøret aflyst. Grunden: Stormen 'Gorm' kommer fejende hen over det midtjyske med en sådan kraft, at den udgør en sikkerhedsrisiko for spillere, dommere og ikke mindst publikum på MCH Arena.

»Erfaringer med den slags storme fra tidligere gør at vi hellere vil se hinanden i øjnene i morgen og sige ’det blev ikke så slemt, som vi havde forudset eller troede. Det vil vi hellere, end vi vil stå og sige ’det blev værre, end vi troede’. Med de prognoser, DMI har sat i luften, bliver det ganske voldsomt lige netop her. Der tør vi ikke tage chancen. Ting kan rive sig løs, og så har vi ikke noget sted at evakuere folk hen, fordi det blæser så hårdt,« siger beredskabschef Kim Bjerg Wemmelund.

»Den seneste melding er, at vi kan komme op på 34 meter i sekundet, og så er vi altså i fuld orkan i vindstødene. Lige meget hvor godt og grundigt det her stadion er bygget, er der fare for at noget river sig løs,« fortsætter han.

Beslutningen blev ikke truffet af beredskabsstyrelsen alene. Fem forskellige parter står skulder ved skulder om beslutningen, der sender FC København tilbage over Storebælt med uforrettet sag.

Der blæser i Herning.
Der blæser i Herning. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Beredskabsstyrelsen, politiet, FC Midtjylland, dommeren og ejeren af stadion (MCH, red.) kiggede hinanden i øjnene. Så der stod fem parter, der har fælles ansvar, som var helt enige,« siger adm. direktør i MCH, Georg Sørensen.

»Vi er bange for, der kan ske noget på det foreliggende grundlag, vi har. Det kan være, hvis der falder et skilt eller der kommer andre ting flyvende. Det er en voldsom vind, der kommer, « fortsætter Sørensen.

Det er endnu uvist, hvornår kampen skal spilles, men meget tyder på, at der ikke kan findes en ledig spilledato før til foråret.