Det har været småt med spilletid for Nicolai Boilesen, siden han kom til FC København i sommer. I et interview fortæller han, at det primært skyldes, at han før jul havde fokus på sin tre måneder for tidligt fødte datter.

»Jeg spillede ikke i første halvdel af sæsonen på grund af personlige årsager. Vores datter, Nala, blev født alt for tidligt, og derfor har min kæreste og jeg sovet på hospitalet i tre måneder. Jeg kunne træne, men fodbold var ikke min prioritet på det tidspunkt,« siger Boilesen til ajaxlife.nl.

Den 25-årige venstreback kom til FCK i slutningen af august sidste år fra Ajax Amsterdam, efter at han var røget ud i kulden i den hollandske storklub.

FCK-træner Ståle Solbakken sagde dengang, at Boilesen skulle bruge tre måneder til at spille sig i form efter en hel sæson uden kampe for Ajax.

Men nu viser det sig, at det ikke kun har været på grund af dårlig form, at Boilesen hverken har spillet på førsteholdet eller på FCK’s reservehold hele efteråret.

»Heldigvis er det hele fint nu,« siger Nicolai Boilesen, som fik sin debut for FC København, da han i torsdags kom på banen i slutminutterne af Europa League-opgøret mod Ludogorets.

Forinden fik han også godt med spilletid i vinterpausens træningskampe.

»Det gik godt i de træningskampe. Nu håber jeg så, at jeg kan få flere og flere minutter i den sidste del af ​​sæsonen. Det er rart, at have været med i min for første officielle kamp i halvandet år,« siger Boilesen.

Han kan se frem til et spændende forår, hvor de danske mestre ikke bare skal forsvare deres guld, men også skal i kamp mod netop Ajax Amsterdam i Europa Leagues ottendedelsfinaler.

Det er dog tvivlsomt, om Boilesen kan tilkæmpe sig meget mere end nogle få minutter mod sin gamle klub, da svenske Ludwig Augustinsson sidder tungt på venstreback-pladsen.

I onsdag aftens pokalkamp mod B93 i Parken får Boilesen dog efter al sandsynlighed chancen fra start til at vise Ståle Solbakken, at han er manden, der skal overtage fra svenskeren, som til sommer drager til Werder Bremen i Bundesligaen.

Augustinsson er nemlig ikke med i FCK's trup til kampen, hvor flere marginalspillere og talenter ifølge Solbakken vil få chancen.

Nicolai Boilesen skiftede til FCK på en fri transfer, og kontrakten var et led i klubbens fremtidssikring af venstrebackpositionen. Det har hele tiden kun været et spørgsmål om tid før Augustinsson efter flotte præstationer skulle væk fra klubben.

Boilesen, som har spillet 15 landskampe - den seneste for to år siden - har kontrakt med FCK frem til sommeren 2020.