Daniel Agger har det. Kasper Schmeichel har det. Pierre-Emile Højbjerg lyser af det. Vilje, karisma og den der fandenivolskhed, der bare stinker af dedikation, tro og håb. Reaktionen efter den 19-årige Bayern Münchenspillers udligning mod Armenien sagde det hele.

Ingen jubelbunke, ingen spurt mod ekstatiske tilskuere. Blot en hurtig hilsen til sin afdøde far i himlen efterfulgt af et målrettet blik mod midterlinjen. Med et par spontane udråb undervejs.

- Han har den her Bayern-attitude, hvor udligningen kun er et skridt på vejen. Han kunne have jublet og dyrket sig selv efter scoringen, men i stedet viser han den attitude, som en rutineret spiller har. ’Vi skal videre. Vi skal ikke spilde tid på at juble’, siger 6’erens fodboldkommentator Morten Bruun, der sammen med Peter Piil guidede tv-seerne gennem landskampen mod Armenien.

Læs også: Højbjerg hyldes for ultrakort jubelscene: Vinder med Bayern-attitude

I det østlige Tyskland fulgte U21-landsholdsspiller Yussuf Poulsen fra RB Leipzig med i dramaet. Han se sin barndomsven (både Yussuf Poulsen og Pierre-Emile Højbjerg startede i Boldklubben Skjold på Østerbro som otteårige) cementere sin position på A-landsholdet med en præstation, der også bragte varsler om, at fremtiden kan blive med et gult bind om Højbjergs overarm.

- Jeg tror på sigt, han kan blive en leder på landsholdet. Han er en klog fodboldspiller, der siger tingene, som de er. Han er ikke bange for at sige, om man har været god eller dårlig. Det gælder også ham selv. Det er sådan, en leder skal være, siger Yussuf Poulsen, der fremhæver en episode fra deres fælles tid på U21-landsholdet.

- Jeg husker tydeligt en U21-landskamp mod Slovenien, hvor vi var bagud 0-2 ved pausen. Der stillede han sig op i omklædningsrummet og sagde: ’Det er kraftedeme ikke godt nok det her.’

Efterfølgende gik Pierre-Emile Højbjerg på banen og scorede to mål til slutresultatet 2-2.

Pierre-Emile Højbjerg skiftede til de sydtyske giganter fra Bayern som 16-årig. Året efter var han en fast del af førsteholdstruppen, og siden fulgte Bundesliga-debuten. Ambitionerne og delmålene har han aldrig tøvet med at dele. Som 19-årig er mange af dem allerede opfyldt. Med landskampsmålet som seneste højdepunkt.

- Han er meget bevidst om, hvad han vil, hvad han kan, hvad han ikke kan, og hvad han skal kunne. Han er meget moden både som spiller og person. Det skal man også være for at klare sig i udlandet i så ung en alder, siger Yussuf Poulsen, der var en fast støtte efter Pierre-Emile Højbjergs tab af sin far.

Yussuf Poulsen mistede selv sin far som seksårig. Samtalerne vil han ikke dele ud af, men han fornemmer en anden Pierre-Emile efter faderens død.

- Det er som om, han har fået lidt mere fokus. Han har taget et ekstra skridt. Det kan man også se ved, at han har formået at gå ind og styre midtbanen på landsholdet.

Med Daniel Agger, William Kvist og Michael Krohn-Dehli i karrierens efterår ligner Pierre-Emile Højbjerg et logisk bud på fremtidens fundament.

Fortsætter storspillet, kan der vente både ham og det danske landshold noget rigtig stort.