Michael Manniche forudser en svær kamp for Brøndby mod Sporting Lissabon.

Det ikke umuligt, men det bliver meget svært. FCK-veteranen Michael Manniche, der for år tilbage selv havde en flot karriere hos Benfica i Portugal, forventer klaps til Brøndby, når de i aften støder ind i Sporting Lissabon i Europa League.

- Spiller de op til deres absolut bedste, er det ikke umuligt for Brøndby-spillerne at få et godt resultat, men de fleste hold kan risikere at blive kørt over, hvis de grønstribede rammer dagen, og de må siges at være favoritter til at slå Brøndby ud, fastslår Manniche overfor Jyllands-Posten.

Han er opmærksom på, at Sporting tidligere kun slog FC Nordsjælland knebent i de to kampe tidligere i kvalifikationen til Europa League. Men det kan ikke sammenlignes.

- FC Nordsjælland gjorde det godt, men på det tidspunkt var den portugisiske liga ikke gået i gang endnu. Det er den nu, og jeg tror, at Sporting Lissabon vil være oppe i et højere gear, end klubben var mod FC Nordsjælland, forudser Manniche.

Brøndby spiller i aften den første af de to kampe mod portugiserne. De møder først Sporting på udebane, kampen begynder 21.30 og kan ses på TV3 Puls.