FC Barcelona indløste billetten til ottendedelsfinalerne, mens Lionel Messi med to scoringer nu er ganske tæt på Gerd Müllers rekord.

Spartak Moskva skulle på hjemmebane vinde over FC Barcelona tirsdag aften, hvis de skulle have en chance for at avancere fra Champions Leagues gruppe G.

Men i vanlig stil overrendte katalanerne deres modstandere, som aldrig kom tilnærmelsesvis tæt på at drille spanierne, der vandt 0-3.

Manden med det hårdeste job denne aften var hjemmeholdets Andriy Dikan, der havde tjansen som målmand. Gang på gang måtte han afværge salver af skud på sit mål. Men efter et kvarter gik den ikke længere.

Efter lidt klumpspil fik Lionel Messi lidt heldigt prikket bolden ud til Daniel Alves, der resolut klaskede bolden ind nederst ved den fjerneste stolpe.

Ti minutter senere kom Lionel Messi så måltavlen for første gang denne aften - og for første gang på russisk grund nogen siden. En ripost, der i første omgang var blevet afværget af Andriy Dikan, havnede for argentinerens fødder, som hamrede bolden ud i den ene side af målet via et studs på det glatte underlag.

Inden pausen fik Lionel Messi bolden i nettet for anden gang. På en stikning i dybden af Pedro overløb den lille argentiner simpelthen Spartak Moskvas forsvar og som så ofte før, driblede han køligt uden om målmanden og trillede bolden i mål.

I anden halvleg fortsatte FC Barcelona deres pres, selvom kadencen var aftaget i forhold til første halvleg. Flere gange var Lionel Messi og co. tæt på at score, men det blev ved 0-3 til spanierne.

Dermed er Spartak Moskva ude af Champions League. Men de kan, såfremt Benfica taber eller spiller uafgjort senere på dagen, stadig få fingre i den tredjeplads, der giver adgang til Europa Leagues 1/16-dels finaler.

Lionel Messis to mål betyder, at han nu er oppe på 80 mål  i kalenderåret  2012. Dermed er han nu kun fem scoringer fra Gerd Müllers rekord, da han i 1972 scorede 85 mål i 60 kampe.

I den anden tidlige Champions League-kamp tirsdag vandt LOSC Lille, da de på udebane besejrede BATE Borisov 0-2.

Dermed skal Bayern München tabe til Valencia tirsdag aften, mens BATE Borisov skal slå tyskerne på Allianz Arena om to uger, hvis hviderusserne vil videre. LOSC Lille kan maksimalt nappe tredjepladsen.