Fodboldspilleren Kris Commons glemmer ikke den afgørende kamp mod Spartak Moskva lige med det samme.

I onsdagens runde i Champions League var det endnu engang FC Barcelonas argentinske troldmand og verdensstjerne, Lionel Messi, der stjal overskrifterne, da han sidst i den katalanske storklubs kamp mod Benfica måtte køres fra banen, med hvad der ligner en mindre lårskade.

I puljens anden kamp skabte Celtic en mindre sensation ved noget uventet at gå videre til forårets ottendedels-finaler. Den helt store helt blev hjemmeholdets Kris Commons, som sent i kampen omsatte et straffespark til scoring og slutstillingen 2-1, hvilket betød videre avancement i Champions League.

En oplevelse som Kris Commons formentligt aldrig glemmer, og dagen derpå var der da også et synligt minde på den 29-årige skottes lår efter kampen og i særdeleshed efter en hårdhændet takling fra Spartak Moskvas svenske midtbanespiller, Kim Källström, der resulterede i et kæmpe trælår, som spilleren efterfølgende tog et billede af og lagde på twitter med teksten:

- Se det er et ordentligt trælår.