Ajax meddeler på sin hjemmeside, at Nicolai Boilesen træner for fuld damp på klubbens førstehold.

Nicolai Boilesen er godt på vej mod et comeback på Ajax' førstehold. Den hollandske klubs officielle hjemmeside meddeler, at danskeren er i fremgang.

Den hollandske mesterklub skriver således, at Nicolai Boilesen onsdag for første gang gennemførte et fuldt træningspas med klubbens førstehold.

Venstrebacken har været en del af førsteholdstræningen som led i sin genoptræning, men det er tilsyneladende først nu, at han er med på fuld damp - inklusive den del af træningspasset, hvor der bliver spillet 11 mod 11.

Dermed er danskeren kommet tættere på et comeback på førsteholdet, hvor han ikke har været med siden februar sidste år, hvor han blev skadet i en Europa League-kamp mod Manchester United.

tipsbladet.dk