Over en halv million danskere så med torsdag aften, da første afsnit af TV 2-dokumentaren 'På Røven i Nakskov' blev sendt. Et program, der følger en række udsatte familier fra Nakskov og omegn.

Allerede inden programmets premiere har Lolland-Falsters lokalbefolkning imidlertid kritiseret serien for at være med til at kaste et negativt lys over Lolland-Falster.

Forfatter, foredragsholder og samfundsdebattør Lisbeth Zornig Andersen er selv vokset op på Vestlolland i et miljø fyldt med druk, overgreb og massive svigt. Hun mener dog ikke, at serien er med til at give området et dårligt ry. Tværtimod mener hun, at dokumentarserien kan være med til at minde resten af Danmark om, hvad det vil sige at leve i fattige og urimelige vilkår i udkantsdanmark.

Læs også:

»Jeg synes, det er fremragende. For det første er det fremragende fortalt, og man holder af de mennesker, der bliver portrætteret. Jeg synes, de er værdige, og man kan mærke, at det er 'gode mennesker på røven', som på hver deres måde kæmper, hvad de har kært,« siger Lisbeth Zornig Andersen, der blev landskendt i dokumentaren 'Min barndom i helvede' fra 2012.

»Mit miljø«

Lisbeth Zornig Andersen fortæller desuden, at skildringen afspejler virkeligheden, og at tv-serien minder hende om hendes egen barndom.

Læs også:

»Jeg var 'down memory lane', for det er mit miljø. Det er det, jeg er vokset op i, og det er der, min familie bor i dag. Jeg har så svært ved at forklare andre, hvordan det er, når strømmen bliver slukket, når man føler sig komplet magtesløs over for kommunen, og når man ikke kan genkende sig selv i det, andre beskriver om en,« siger Lisbeth Zornig Andersen.

Hun håber derfor, at serien kan få de danske politikere til at forstå, hvad det gør ved mennesker at leve så fattigt og udsat.

Læs også:

Selvom hun godt kan forstå lokalbefolkningens kritik af programmet, mener hun alligevel, at tallene taler for sig selv.

»Jeg kan godt forstå, at dem, der klarer sig godt dernede, ikke synes, det er fedt, at Lolland er kendt for det her, men et faktum er, at cirka hvert 10. barn på Lolland lever under OECD’s fattigdomsgrænse,« siger hun og fortsætter:

»Dem, der kritiserer, tror, at det er deres skyld. Men det er jo ikke nogens skyld. Min pointe er, at der mangler arbejdspladser, og selvom der er noget, der hedder udligningsordninger, så forslår det ikke, fordi det er et udkantsområde, som er dårligt stillet økonomisk og arbejdsmæssig. Lolland-Falster skal have en helt særlig håndsrækning fra staten og alle os andre, der bor i de andre kommuner,« fastslår hun.

Udstiller ikke folk

BTs film- og tv-anmelder Niels Lind Larsen er heller ikke udpræget begejstret for dokumentarserien, som han kalder »et freakshow fra fattigdanmark«. Niels Lind Larsen mener desuden, at serien »fastholder et ensidigt billede af nogle kæmpende stakler,« og at serien er med til at udstille de medvirkende.

Læs også:

Det er Lisbeth Zornig Andersen ikke enig i. Hun mener tværtimod, at tv-folkene bag tv-serien har formået at formidle historierne på en ikke-dømmende måde, og at tv-folkene har fanget livserfaringen, intellektet og ressourcerne i de medvirkende, på trods af at de lever med voldsomme problemer.

»Man kan filme mennesker på mange måder, men man får en kærlighed til dem. Selv der hvor der er et skænderi, er det ægte og forståeligt, og de skændes oven i købet ordentligt. Det viser så mange ressourcer hos de her mennesker, som ikke særligt mange kender til, men som jeg jo kender til, fordi jeg kommer derfra. At se forbi de dårlige tænder og mærke intellektet hos de her mennesker, det er det, som jeg synes, at tv-serien formår,« slutter hun.