____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>- Han bliver en endnu større stjerne, end han er i dag. Han er et smukt helstøbt stykke granit, siger Thomas Vinterberg om sin danske hovedrolle-stjerne, Mads Mikkelsen, som han er i Cannes med netop nu.

Man skulle næsten tro, at den danske mester-instruktør var forelsket.

Ikke i sin højgravide kone, der ikke er med til filmfest af samme grund, men i den mand, der spiller hovedrollen i hans ombejlede Cannes-film, ’Jagten’, der kan tage op til flere priser, når juryen uddeler verdens vigtigste filmpriser i næste uge

- Der er bare et eller andet, der gør, at man har lyst til at kigge på Mads. Og det er ikke kun fordi, han er smuk. Man har bare lyst til at kigge på ham, og kameraet elsker ham, siger Vinterberg, der aldrig har arbejdet sammen med landets største filmstjerne før, men bare vidste, at han var 'formiddabel god i alt, hvad han laver', og derfor syntes, at det var på tide at få Mikkelsen hjem efter flere vellykkede udlands-eventyr

- Jeg syntes, det var på tide at få ham hevet hjem i reservatet til os andre igen, griner Vinterberg, der udover en stjerne også fik en drivkraft, der påvirkede hele filmen positivt.

- Mads er sindssygt energisk og arbejder for hele filmholdet, når han er på. Han er i alle afdelinger, overalt hele tiden, og er en kæmpe drivkraft for en film.

- Oprindeligt var hovedrollens figur en Robert de Niro-agtig mand af få ord. En smed, der er defineret af, at han går på jagt. Det ændrede sig, da Mads kom på. Og da jeg så det her smukke helstøbte stykke granit foran mig, indså jeg, at man ikke kan kombinere granit med granit. Så nu er hovedrollen en arbejdsløs skolelærer.

- Og jeg tror, vi har fået lavet en interessant karakter. En mere kastreret dansk/skandinavisk fyr, der rejser sig fra støvet og ydmygelserne i løbet af filmen, siger Vinterberg, der udover hovedprisen De Gyldne Palmer også kan risikere, at det er Mads Mikkelsen, der hiver en Cannes-pris hjem til filmen som bedste mandlige skuespiller

Men selvom Vinterberg har målrettet filmen til at kunne gøre sig gældende ved Cannes-festivalen, er det ikke på grund af Mads Mikkelsens stjernestatus, han har valgt ham

- I alt hvad han foretager sig, insisterer han på, at det skal kunne ske i virkeligheden. Han skaber noget, der står og dirrer som virkeligt. Det betyder, at der opstår nogle nuancer i hans spil, som gør, at man glemmer, at det er ham, man ser på.

- Det er utroligt, hvad han kan, det er bitte bitte små ting, der sker i hans ansigt. Og tro mig jeg har været vidt omkring og arbejdet med mange dygtige skuespillere, siger Thomas Vinterberg, der blandt andet har instrueret Sean Penn, Claire Danes, Joaquin Phoenix, Bill Pullmann, samt nogle af Europas bedste teater-skuespillere på Wiens Kongelige Teater.

- Det undrer mig slet ikke at Mads har drevet det så vidt som han har. Jeg er helt overbevistom, at han bliver en endnu større stjerne, siger Thomas Vinterberg, der har fået en forrygende modtagelse på Cannes.

Efter presse-premieren lørdag aften rejste de ellers så kritiske anmeldere sig og applauderede den danske instruktørs store comeback.

Efterfølgende har ’Jagten’ stort set kun fået fire og femstjernede anmeldelser, og selv på det internationale pressemøde søndag, charmerede Vinterberg den fyldte sal i den grad, så reporterne både klappede, da det danske hold ankom - og da de gik.