- Jeg kom med ingenting - og går med en hel masse, siger X Factors Mulila, der takker for oplevelserne og siger tusinde tak for støtten.

- Jeg kom med ingenting, og jeg går med en hel masse.

Mulila er ikke ligefrem frisk, da hun møder op til fan-chat på BT lørdag formiddag. Men hun er helt afklaret med at være stemt ud af landets mest populære underholdningsprogram, X Factor. Det er dagen derpå, og den har stået på nat-party i et pladestudie indtil klokken fem lørdag morgen.


LÆS OGSÅ: 

- Med Jean, Sveinur, Kathrine, Phoung, Jason fra bootcamp, og en masse andre. En producer, stylisten og en del af holdet bag X Factor, siger Mulila, der er tydeligt tømmermandsramt.

Hendes første svar til chatterne handler om hvad hun skal lave, og det falder helt spontant:

- Nu skal jeg bare hjem og sove, siger den 26-årige dansker, der oprindeligt kom til landet fra Zambia som seks-årig. Ud over at sove, skal Mulila nu til at lære at spille guitar, og træne videre som sangerinde.

- Så jeg kan skrive mine egne sange, siger X Factor-stjernen, der får overvældende mange positive tilkendegivelser på chatten fra unge og gamle over hele landet. Om det nogensinde bliver til en professionel musikkarriere ved hun ikke, men det er heller ikke det der betyder noget.

LÆS OGSÅ:

- Musikken er det vigtigste. Det at jeg har mulighed for at synge, og udtrykke mig på den måde, siger Mulila, der græder tørre tårer over, at være stemt ud før finalen.

- Selvfølgelig synes jeg da selv, at jeg skulle have været i finalen. Men det er en del af spillet, og der er værre ting end at ryge ud af X Factor. For eksempel, hvis nogen tog stemmen fra mig. Det ville jeg have det svært med. Men jeg er selvfølgelig utroligt glad for den kæmpe støtte fra alle de mennesker, jeg slet ikke kender. Det er helt vildt overvældende. Og opbakningen gør jo også, at det slet ikke er så trist, at ryge ud, smiler Mulila, så hele ansigtet lyser op.

Udover at sove ud, skal den 26-årige Odenseaner nu tilbage til hjembyen, og selvom hun elsker hovedstaden for dens liv og puls, bliver det også rart at komme tilbage til rutinen og hverdagen. Skolebænken på Syddansk Erhvervsskole kalder.

Bortset fra at lave musik, vil Mulila gerne være en slags sekretær, hvor hun kan lave administrativt arbejde.

- Jeg ved ikke hvorfor, men jeg er vild med med at strukturere ting, og vil gerne hjælpe andre mennesker med at få styr på tingene.

- Det jeg tager med fra X Factor er, at jeg har lært mig selv meget bedre at kende som sangerinde. Og så al den kærlighed jeg har fået fra de folk jeg har mødt, og dem der har fulgt med. Støtten har givet meget mere selvtillid, og har motiveret mig til at gøre mit bedste, siger Mulila, der overhovedet ikke er i tvivl om, hvad der har været den største oplevelse i de sidste måneder.

- At møde holdet bag X Factor, og alt det de har gjort for mig. Alle dem man ikke ser på skærmen. De har knoklet og løbet og svedt for os. Og de har bare været så søde og hjælpsomme med alting, siger Mulila, og lyser op igen, mens det fængende smil tænder ansigtet igen.

- Nu skal jeg hjem og møde mit gamle gospelkor, Collage, og så er jeg jo ikke helt ude af X Factor. Vi kommer allesammen igen og skal optræde til finalen.