Det er lykkedes Matthew McConaughey at slette sit gamle image som den glatte surferdreng med solstrejf i håret og vaskebræt på maven.
I 2014 tabte han sig mere end 20 kilo for at spille rollen som den aidssyge Ron Woodroof i ’Dallas Buyers Club’. En rolle han indkasserede en Oscar for.
I ’Gold’ har han til gengæld taget 20 kilo på for at spille den afdankede Kenny Wells.
Wells er en sjuft, en giga fiasko, der har kørt familiens minefirma i sænk. Han drikker for meget og er ikke ligefrem inkarnationen af den amerikanske drøm – og så alligevel.
For Wells er typen, der aldrig giver op, en mand der forfølger sine drømme, uanset hvor langt ude de er.
Ingen gider finansiere hans detroniserede minefirma. Men så får han en fiks idé. Han vil hægte sig på den mystiske geolog Mike Acosta (Edgar Ramirez) og grave efter guld i Indonesien .
Uventet hjælp
Ingen tror på deres projekt, men lur mig, om ikke de finder guld. Og så kommer kapitalismens udspekulerede lakajer rendende, dem der forklædt i fine habitter snylter og snyder den lille, ihærdige mand.
Filmens grundtone er god, og i begyndelsen har man fornemmelsen af, at man skal se et lille mesterværk. Men filmen mister momentum, plottet mudrer til, og ’Gold’ lander aldrig som den storfilm, der var lagt op til.
Men det er bestemt heller ikke nogen dårlig film, og McConaughey er sin vægt værd i guld.
Filmen er baseret på en virkelig guldskandale – men det skal vist tages med et gran salt. Der er i alt fald taget et par gevaldige kunstneriske greb i forhold til den virkelige historie, som i Canada er kendt som Bre-X-skandalen.
