Nu varer det ikke længe, før de mange lys bliver tændt, og der dufter brunt og brændt. I år kan vi blandt andet glæde os til et gensyn med en gammel klassiker og stifte bekendtskab med en helt ny julekalender.

Kun 54 dage skal gå, før vi kan sætte os godt til rette i sofaer og senge for at julehygge foran de mange skærme, der står rundt i de danske hjem. Og i år er der god grund til at få julelys i øjnene, der bliver nemlig rigtig meget tv-hygge til de jule-glade seere. Vi har herunder samlet en liste over årets julekalendere:

Den Anden Verden DR1

I DRs nye julekalender møder vi tvillingesøstrene Sara (Caroline Vedel) og Anne (Fanny Bornedal) på 14 år, der gennemgår nogle af de udfordringer, der begynder at melde sig, når man bliver teenager.

Julekalenderen er inspireret af de tyske Brødrene Grimms eventyr og en del af fortællingen foregår i en magisk eventyrverden, hvortil Sara flygter for at mødes med Prinsen (Andreas Jessen), vis kærlighed hun gerne vil vinde. Julekalenderen er skrevet af Nikolaj Scherfig og Bo Hr. Hansen, der står bag henholdsvis ”Jesus og Josefine” og ”Mikkel og Guldkortet”.

”Den Anden Verden” er rettet til de 8-16-årige og sendes fra den 1. december kl. 19:30 på DR1.

LÆS OGSÅ: Mulan genopstår som spillefilm

Nissebanden i Grønland DR Ramasjang

Det er igen blevet tid til at nynne med på Risengrøds-sangen, når de fem nisser Hr. Mortensen, Gemyse, Skipper, Puk, og Lunte tager til Grønland for endnu engang at redde julen. Julemanden er draget ud på indlandsisen for at finde to nedfaldne stjernesten, der har magiske kræfter.

I hans fravær må nisserne assistere ham i gaveværkstedet, så alle gaverne kan blive klar til juleaften. Men julemanden er ikke ene om at ville have fat i de magiske ønskesten, og snart opstår der vanskelligheder, når Holmeolstrup-boen Fiffig-Jørgensen også tager til Grønland for at få opfyldt sit ønske om selv at blive julemand. Julekalenderen er skrevet af Flemming Jensen, der også spiller rollen som grød- og pulternissen, Lunte.    

”Nissebanden i Grønland” er rettet til børn i alle aldre og sendes fra den 1. december kl. 17:00 på DR Ramasjang.

LÆS OGSÅ: Disneys danske stemmer: Vores bedste minder

Hotel Krølle på Halen DR Ultra

På DR Ultra skal vi en tur ud på landet i Sverige, hvor handlingen til ”Hotel Krølle på Halen” udspiller sig. Julekalenderen er oprindelig svensk, men er pålagt danske stemmer.

”Hotel Krølle på Halen” sendes fra den 1. december kl. 06:45 og 17:25 på DR Ultra.

DR Ultra sender også DR1s julekalender, ”Den Anden Verden”, kl. 19:00.

Rytteriets Jul DR 2

På DR2 kan vi i år glæde os til et gensyn med snobberne Fritz og Poul, når ”Rytteriets Jul” sendes som adventskalender hver søndag kl. 21:00. Der vil desuden være et nyt klip hver dag på dr.tv

LÆS OGSÅ: Dollars genopstår

Ludvig og Julemanden TV 2

På TV 2 kan vi i år glæde os til et gensyn med familien Glad, der i december er flyttet ind på Børglum Kloster, som Ludvigs far, Niels, har arvet. Familien skal efter planen rejse videre til udlandet, hvor far Niels har fået arbejde.

Ludvig er sikker på, at der gemmer sig en skat på klosteret, som måske kan betyde, at han og hans familie har råd til at blive på slottet. Men ikke kun Ludvig er på skattejagt, også spøgelset Stygge Krumpen leder efter Marias Krone, med hvilken han har skumle planer. Alt imens er Julemanden blevet træt af være julemand, og han er også draget mod Børglum Kloster, hvor han og Ludvig bliver gode venner.

”Ludvig og Julemanden” sendes fra den 1. december kl. 20:00 på TV 2.

LÆS OGSÅ: Julekalender-stjerne scorer piger på sin rolle

Pyrus - Alletiders Jul TV 2

TV 2 har mere end bare ét gensyn i ærmet, og fra og med den 1. december kan vi genopleve den uregerlige ungnisse, Pyrus, der er flyttet ind hos arkivnissen, Guttenborg, der senere bliver kendt under navnet Gyldengrød. Ved et uheld kommer Pyrus til at slette julen fra Danmarkshistorien, og så kommer alle i arkivet på arbejde.

”Pyrus - Alletiders Jul” sendes fra den 1. december kl. 16:25 på TV 2.

Andersens Julehemmelighed TV 2 Charlie

TV 2 Charlie genudsender en af de helt store julekalenderklassikere, og snart kan alle nye og gamle fans af Julekalenderen glæde sig til fortællingen om Julemand 39, der risikerer at blive degraderet til nisse, hvis han ikke kan bringe julestemningen tilbage hos familien Andersen, hvor blandt andet datteren Putte er stormende forelsket i gas- og vandmesteren.

”Andersens Julehemmelighed sendes fra den 1. december kl. 20:25 på TV 2 Charlie.

Kan du ikke vente helt til december med at komme i gang med julestemningen, sender TV 2 fortsættelsen af årets julekalender ”Ludvig og Julemanden”, nemlig ”Tvillingerne og Julemanden” på TV 2 Play i november måned.

Artiklen er bragt i samarbejde med HER&NU.