På de sociale medier kører en kampagne for, at prinsen på den hvide hest skal være en lesbisk kvinde i den næste Disney-film. Men ikke alle er lige begejstrede for den idé.

Disneys »Frost« fra 2013 blev en kassesucces af usete dimensioner. Fortællingen om Elsa, der flygter fra sin rolle som dronning og finder sig selv undervejs, har indtjent flere penge end nogen anden animationsfilm. I dag, tre år efter premieren, har fire ud af fem danske piger mellem fire og fem år en eller anden form for »Frost«-merchandise liggende derhjemme.

Underskriftindsamling mod homoheltinde

Ifølge den britiske avis The Guardian er antallet af nyfødte amerikanske piger, der har fået navnet Elsa, eksploderet.

Selvfølgelig er en toer på vej, men selv om den ikke kommer i biografen før 2018, har en opfordring fra fans allerede skabt stort postyr på de sociale medier, især i USA. Der er nemlig en del – både i LGBT-miljøet (akronym fra engelsk for Lesbian, Gay, Bisexual and Transgender – lesbiske, bøsser, biseksuelle og transseksuelle, red.) og blandt det religiøse højre – der mener, at Elsas historie i den første »Frost«-film er en analogi om en ung pige, der springer ud af skabet og lærer at acceptere sig selv som homoseksuel. Og det har parterne naturligvis vidt forskellige holdninger til.

Derfor fik nyheden om den næste film i serien Alexis Isabel til at tweete en opfordring til Disney. Med #GiveElsaAGirlfriend bad hun om, at Elsa får en kvindelig kæreste.

Hendes Tweet er blevet flittigt delt og har skabt en bølge af begejstring, hvor fans har tegnet deres egne forestillinger om, hvordan Elsa og hendes lesbiske kæreste kan tage sig ud i opfølgeren.

Men tanken om den første homoseksuelle Disney-heltinde vækker bestemt ikke begejstring hos alle.

Huffington Post fortæller, hvordan den konservative forening CitizenGo under parolen #CharmingPrinceForElsa har indledt en underskriftindsamling, hvor man opfordrer Disney til ikke at »give efter for presset fra en venstreorienteret dagsorden«, men i stedet følger normen og finder en prins til Elsa. Det er nemlig »en meget bedre idé ... en idé, der fremhæver gode familieværdier for vores børn, og som står for den naturlige familiesammensætning«.

Også Franklin Graham, søn af den berømte (nogle vil sige berygtede) prædikant Billy Graham, har på Facebook slået hårdt ned på den tanke. Her skriver han, at »der var en, der foreslog at »små børn må lære, at der ikke er noget galt i at være homoseksuel«. Sikke en løgn! Dette afslører deres planer om at sprede LGBT-budskabet til små børn og påvirke dem ... Bed for vores nation og vær med til at forsvare Guds sandhed og hans retfærdighed«.

Et spørgsmål om fortolkning

Guardian henviser til, at filmens manuskriptforfatter og medinstruktør Jennifer Lee tidligere er blevet spurgt om udlægningen af »Frost« som en homoanalogi.

»Vi ved selv, hvad for en film, vi har lavet, men samtidig har jeg det sådan, at når vi har afleveret den færdige film, tilhører den hele verden. Så jeg vil hellere lade være med at sige noget og lade fansene tale indbyrdes. Jeg synes, at det må være op til dem,« udtalte hun dengang til The Big Issue.