Det er ikke en mulighed at gå videre uden Valutafonden, siger euroformand før nyt møde om græsk gældskrise.

Bruxelles: Eurolandene skal diskutere udbetaling af nye lån til Grækenland fra sidste års redningspakke og samtidig forsøge at nå til enighed om en græsk gældslettelse for at forhindre Den Internationale Valutafond i at droppe sin støtte til redningsplanen.

Det er tirsdag målet for endnu et svært møde i eurogruppen, der består af eurolandens finansministre.

Formanden for eurogruppen, den hollandske finansminister, Jeroen Dijsselbloem, siger, at han håber på fuld enighed mellem institutionerne, så "vi kan komme videre" med den græske redningsplan.

- Det er ikke en mulighed at gå videre uden Valutafonden, siger Jeroen Dijsselbloem tirsdag før starten på mødet i Bruxelles.

Han siger dog samtidig, at der ikke kan blive tale om at eftergive Grækenland gæld, for det er der ikke opbakning til blandt eurolandene, hvor ikke mindst Tyskland stritter imod.

- Det vi kan se på, er den årlige gældsbyrde. Kan Grækenland betale sin gæld hvert år? Hvis ikke, så er vi klar til at hjælpe dem i de kommende år og fjerne nogle af de problemer, siger Dijsselbloem.

/ritzau/