Reklamer, annoncer og tilbudsaviser. Du kan selv vælge, hvilke du vil have, og hvilke du ikke vil have.

Næsten en million danske husstande har allerede et klistermærke på postkassen, hvor der står "Reklamer - nej tak". Alligevel bliver mange af disse postkasser stadig fyldt med tilbudsaviser og reklamer. Især her i julen.

»Det er jo lidt sæsonbetonet, og det er primært op til jul og op til påske, hvor der kommer særligt mange tilbudsaviser,« lyder vurderingen fra Mads Dahl Andersen, administrerende direktør for FK Distribution, som står bag hjemmesiden minetilbud.dk.

Hjemmesiden tilbyder den såkaldte "NejTak+"-ordning, hvor man kan gå ind og vælge specifikt, hvilke reklamer man gerne vil modtage, og hvilke virksomheder man ikke ønsker at få tilbud fra. På den måde kan man også undgå unødigt papirspild i sin postkasse.

Ifølge Forbrugerstyrelsen udkommer der hvert år 33.000 sider tilbudsaviser til danske husstande. Til sammenligning modtager vores svenske naboer blot 9.000 siders reklamer.

»Som forbruger har man mulighed for at tilmelde sig "Reklamer - Nej Tak"- ordningen, og man kan også tilmelde sig "Reklamer og Tilbudsaviser - Nej Tak",« siger Mette Saabye Maaløe, fuldmægtig hos Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

»Hvis du har et mærke på postkassen, så skal distributører respektere dit "Nej Tak". Og det skal de lokale pizzeriaer, restauranter og vinduespudsere også,« understreger Mette Saabye Maaløe.

Men så let er det alligevel ikke at undgå tilbudsaviserne fuldstændigt. For hvis der står navn og adresse på reklamerne, så er de "personlige".

»Så er forbrugeren ikke beskyttet af "Nej Tak"-ordningen. Men så kan man til gengæld tilmelde sig "Robinsonlisten", og så skulle man gerne være beskyttet,« forklarer Mette Saabye Maaløe fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Sådan vælger du selv, hvad du modtager med posten:

1. Gå ind på borger.dk og tilmeld dig "Reklamer - Nej Tak" eller "Reklamer og Gratisaviser - Nej Tak".

2. På minetilbud.dk kan du specifikt til- og fravælge, hvilke virksomheder der må sende tilbudsaviser til dig.

3. Hjemmesiden denlillepostkasse.dk giver dig ligeledes mulighed for at vælge tilbudsaviser fra forskellige forretninger, herunder Coops butikker.

4. Du kan også tilmelde dig "Robinsonlisten" på borger.dk, hvor du kan afmelde dig de adresserede salgsreklamer.

Kilder: Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og minetilbud.dk.

/ritzau/FOKUS