Det er en mørkelagt by, esbjergenserne står op til her til morgen.

Det meste af byens gadebelysning og lysreguleringen virker nemlig ikke, efter et voldsomt tordenvejr i nat.

Derfor må morgentrafikanterne udvise stor forsigtighed, når de færdes i byen opfordrer vagtchef Erik Lindholdt fra Sydjyllands Politi til bt.dk.

- Folk må væbne sig med tålmodighed og køre forsigtigt. Og husk nu lys på cyklerne, lyder opfordringen fra vagtchefen.

Han oplyser også, at når lysreguleringen ikke virker, skal bilisterne køre efter reglerne for højre vigepligt.

- Medmindre der er en tavle med ubetinget vigepligt ved krydset. Men det er et spørgsmål om, at man viser gensidig hensyn. Og det plejer folk at være gode til, lyder det Erik Lindholdt.

Han ved ikke, hvornår byens gade- og trafiklys virker igen. Men der arbejdes på højtryk for at få lys i lygterne og de røde, gule og grønne lyskasser til at lyse igen.