Formanden for Alternativet, Uffe Elbæk, beskriver sig selv som »rasende«, efter han i fredags blev interviewet af journalist og vært på programmet "Vi ses hos Clement", Clement Kjersgaard.

Programmet sendes søndag aften kl. 21.45 på DR 2, men forinden har Uffe Elbæk altså varslet sin utilfredshed med programmets vært på sin Facebook-profil.

Interviewet skulle handle om antallet af flygtninge, Danmark bør modtage eller ikke bør modtage. Men Uffe Elbæk mente altså ikke, at Alternatives holdning kom ordentligt til udtryk:

»30 sekunder inde i interviewet med Clement, var jeg klar over, at uanset hvad jeg svarede, var der lagt en struktur ned over de spørgsmål, jeg fik, der kun drev samtalen et sted hen. Et sted Clement vidste hvor var, men som jeg kun kunne gætte på, hvor var. Kort sagt: Der var på intet tidspunkt i interviewet nogen form for oprigtig nysgerrighed fra journalisten,« skriver Uffe Elbæk i et længere indlæg i sin Facebook-profil.  Her kalder han også interviewet for »uværdigt«:

»Det var momenter i interviewet, hvor jeg oplevede det decideret uværdigt at fortsætte deltagelsen i interviewet. Uværdigt overfor det vi snakkede om – mennesker på flugt fra krig og ødelæggelse. Og uværdigt overfor publikum i studiet (og nu jer seere i aften)«.

Partiformanden opfordrer på sin Facebook-side folk til at se interviewet og komme med deres input til, hvorvidt Clement går over stregen. Selv er han ikke i tvivl:

»Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg var rasende da jeg forlod studiet. Faktisk har jeg aldrig været så følelsesmæssigt berørt af et TV- eller radiointerview«.

BT har forgæves forsøgt at få en kommentar på kritikken fra Clement Kjersgaard, der i forvejen er kendt for sin kontante og "afbrydende" interview-stil.

På journalistens egen Facebook-side kan man dog se et klip af selve interviewet på DR 2, hvor Uffe Elbæk udtrykker betænkeligheder ved at bakke en fremtidig Mette-Frederiksen-regering op, hvis Socialdemokraterne vil videreføre den nuværende regerings udlændinge-politik.