Murere, tømrere og ufaglærte passer omsorgssvigtede og adfærdsvanskelige unge.

Socialpædagogerne er i undertal på to tredjedele af Region Syddanmarks botilbud, der tager imod omsorgssvigtede og adfærdsvanskelige børn og unge, skriver Fyens Stiftstidende.

På institutionerne Egely i Nørre Aaby og Kastaniely i Faaborg på Fyn er der flere såkaldte omsorgshjælpere end pædagoger. Ud af den samlede personalegruppe i januar i år var cirka halvdelen omsorgshjælpere med baggrund som eksempelvis murere og tømrere, mens kun cirka 30 procent var pædagoger, viser en analyse, som regionen har fået lavet.

Landsformand for Socialpædagogerne Benny Andersen kritiserer, at de faglige kvalifikationer ikke er i overvægt på en institution.

- Der er en klar sammenhæng mellem mulighederne for en socialpædagogisk indsats og det personale, der er til stede, siger han. Socialpædagogerne har derfor foreslået Socialministeren en minimumsnormering på 50 procent pædagogisk uddannet personale på hele området.

- Andet er ikke rimeligt over for de mest udsatte og sårbare unge, siger han.

Psykiatri- og socialdirektør i Region Syddanmark Jacob Stengaard Madsen mener ikke, der findes et ultimativt svar på, hvordan personalet på en institution skal sammensættes.

Alligevel vil man nu sikre »mere pædagogisk« tilstedeværelse« på regionens sociale botilbud for udsatte unge.

BNB