TV2's direktør, Merete Eldrup, afviser blankt, at hun kan finde på at søge generaldirektørposten i DR. "Jeg er meget glad for TV2", siger hun.

Mens spekulationerne om, hvem der skal erstatte Kenneth Plummer som DR-generaldirektør, kører på højtryk, melder en af de potentielle afløsere nu entydigt fra.

TV2-direktør, Merete Eldrup, der ifølge mange iagttagere kunne være et godt bud på en afløser, vil ikke være generaldirektør hos konkurrenten DR.

Det på trods af, at Kenneth Plummer i den nye portrætbog om ham hævder, at netop Eldrup var blandt kandidaterne til stillingen, da den i 2005 gik til ham.

- Normalt svarer jeg ikke på den slags, men da spekulationerne om mig ser ud til at være vedholdende og formentligt vil vare ved i måneder, vil jeg gerne melde klart ud, at jeg ikke er kandidat til jobbet som generaldirektør i DR, siger Merete Eldrup.

Og på trods af at hendes kommentar kan lyde som et ekko af tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen, der også i månederne op til sit jobskifte til Nato vedholdende hævdede, at han "ikke var kandidat" til et nyt job, så er Merete Eldrup klar i mælet.

Spørgsmål: Vil du klart afvise, at du om et halvt år er DR-generaldirektør?

- Ja, det vil jeg. Jeg er meget glad for TV2, og jeg er slet ikke færdig med den opgave, jeg er i gang med, svarer TV2-direktøren.



/ritzau/