Både på de sociale medier og på selve ulykkesstedet mindes venner de tre unge, der omkom i en soloulykke natten til fredag

»For altid gemt, min ven. Vi glemmer dig aldrig,« står der på kortet fra en klassekammerat pakket ind i plastik, så de sidste ord til kammeraten er beskyttet mod efterårsregnen.

Regnen, der måske også var årsag til, at en bil bragede ind i et træ på Vigerslev Allé i København natten til fredag, og tre unge mistede livet. Vagtchef Michael Andersen har i hvert fald oplyst til Ritzau, at det natten til fredag regnede kraftigt, og glat føre derfor kan have ført til, at bilen kom på afveje. I bilen sad to brødre, en ung pige og en tredje ung mand. Kun den sidste mand overlevede soloulykken og blev kørt til Rigshospitalets Traumecenter, mens de andre tre blev dræbt i ulykken.

I løbet af fredag og lørdag har mange været forbi med blomster og hilsner på ulykkesstedet, hvor venner og familie har forsøgt at sætte ord på det pludselige tab: ’Alt for tidligt er du blevet en engel i himmelen.’ ’Ord er ikke nok. Hvil i fred’.

I løbet af fredag og lørdag har flere mindedes de dræbte både på ulykkesstedet og på sociale medier.
I løbet af fredag og lørdag har flere mindedes de dræbte både på ulykkesstedet og på sociale medier.
Vis mere

Mindet på Facebook

Også på Facebook er de dræbte blevet mindet. En klassekammerat har delt et billede af den ene bror med teksten: ’Det er hårdt at vide, at vi aldrig kommer til at se dig igen. At det eneste, der er tilbage, er billeder og videoer fra alle de gode minder, vi har.’ Opslaget har klassekameraten dog valgt at fjerne igen søndag.

En anden klassekammerat har delt et digt, som hun afslutter med: ’Hvil i fred. Du vil altid være i vores tanker’. Flere venner og klassekamerater har kommenteret med knuste hjerte.

En kilde fortæller til BT, at den unge fyr, der overlevede uheldet, gik i klasse med den ene af de to brødre på Sydkystens Gymnasium. Han har også i mange år spillet fodbold i Albertslund IF. Klubben har på deres Facebook-side delt et opslag om ulykken. Hans tidligere hold skulle lørdag spille en vigtig kamp og blev på trods af chokket over, at deres tidligere klubkammerat lå i koma, enige om at gennemføre kampen: ’I morgen skal der ikke blot kæmpes for 3 point, men for alle 4 involveret i ulykken!’, skriver de på Facebook.

Klubkammerat i bedring

Senere lørdag kunne Albertslund IF på sin Facebook-side meddele, at deres tidligere klubkammerat var vågnet af koma og ser ud til at komme sig. Det har ikke været muligt for BT at få det bekræftet hos Københavns Politi.

Det er ikke første gang, at en soloulykke på Vigerslev Allé har kostet unge liv. Kun få hundrede meter fra ulykkesstedet drønede to unge fyre i 2012 ind i et træ med 120 km i timen. Hverken den 22-årige fører eller hans kammerat på 20 år overlevede dengang den voldsomme ulykke.