Danmarks første stormoské med minaret og kuppel indvies torsdag på Nørrebro i København, men det bliver uden deltagelse fra flere af de inviterede fra det officielle Danmark, skriver Jyllands-Posten.

Hverken Københavns biskop, repræsentanter for kongehuset, Københavns overborgmester eller lederne af Folketingets partier kommer til åbningen, viser en rundringning, som avisen har foretaget.

De fleste siger, at det ikke har tid, fordi de er optaget af andre gøremål, mens andre begrunder afbuddet med, at de ikke vil sættes i forbindelse med en moské, der er finansieret med 150 millioner kroner fra oliestaten Qatar.

Det gælder blandt andet Liberal Alliances partileder, Anders Samuelsen (LA).

»Jeg kan ikke lige gennemskue finansieringen og alt muligt bagved, og jeg vil ikke risikere at blåstemple noget, som er dumt at blåstemple,« siger han.

Kristian Thulesen Dahl (DF) fra Dansk Folkeparti frygter, at moskéen vil medvirke til at fastholde parallelsamfund i Danmark, og derudover er også han bekymret over, hvad det stærkt konservative styre i Qatar forventer at få ud af investeringen.

»De må med stor sandsynlighed forvente at få direkte eller indirekte indflydelse på moskéen,« siger han.

Venstres politiske ordfører Inger Støjberg påpeger, at Dansk Islamisk Råd, der står for opførelsen af stormoskéen med tilhørende kulturcenter, også er blevet sat i forbindelse med den islamistiske organisation Det Muslimske Broderskab. Det afvises dog af Dansk Islamisk Råd.

»Jeg kunne ikke drømme om at møde op et sted som det, og jeg må sige, at jeg er meget bekymret for de holdninger, der kommer til at trives inden for murene af den moské. Jeg kan kun håbe, at PET og andre holder øje med, hvad der foregår,« siger Inger Støjberg.

Mohamed al Maimouni, der er talsmand for Dansk Islamisk Råd, ærgrer sig over de konsekvente afbud fra toppolitikerne.

»Det er trist, at danske politikere vælger ikke at dukke op og være med til den glædelige dag for muslimer, der er en del af dette samfund og bidrager positivt. Det er en meget negativ indikation, man har sendt til en del af samfundet,« siger talsmanden, der dog tilføjer, at han har fuld forståelse for, at nogle af de inviterede har uopsættelige aftaler i kalenderen.

Københavns overborgmester Frank Jensen (S) beklager, at han ikke har mulighed for at komme, men ønsker i en skriftlig kommentar muslimerne tillykke med deres nye moské:

»København er en mangfoldig by, og vi skal vise hensyn til hinanden. Derfor skal der selvfølgelig også være plads til, at muslimer kan få gode rammer til at dyrke deres religion, ligesom kristne og jøder har det.«