Gedemarked: Kæmpe regning på vej efter grøntsagskrise

Frygten for den livsfarlige e-coli bakterie VTEC er så småt ved at aftage. Tilbage står europæerne med en regning for tabt omsætning, der kan virke lige så frygtindgydende. Alt imens Rusland blokerede for alle europæiske grøntsager, mens uskyldige spanske agurker og tomater blev mistænkt for den dødbringende smitte og mens europæiske myndigheder gjorde alt for at finde frem til smittekilden, så faldt europæernes, og dermed også danskernes, lyst til at spise grøntsager dramatisk. Og det koster europæiske gartnerier lige knap tre mia. kr. om ugen i tabt fortjeneste, ifølge COPA-COGECA, der er den europæiske brancheforening for landmand og gartnerier. Friske grøntsager destrueres Samtidig brændes og ødelægges ufattelige mængder grøntsager. Grøntsager, som intet fejler, men som ikke kan sælges. Ifølge CNN har europæernes efterspørgsel på f.eks. tomater været helt nede og runde fem pct. De modne tomater kan ikke holde sig og kasseres. Samme vej går de aflange spanske agurker og store mængder salat. EUs seneste bud på, hvor meget man vil afsætte som kompensation for de mange europæiske landmænd, er 210 mio. euro. Danske grøntsager er ikke under mistanke. Men gartnerierne står tilbage med en stor regning også. - Mit bedste gæt er, at vi ender på en tabt fortjeneste på 25-30 mio. kr. I øjeblikket mister vi 7,5 mio om ugen på, at danskerne ikke køber vores grøntsager, siger Kristian Madsen, formand for Danske Gartnerier. - Selvom danske grøntsager ikke fejler noget, så har det en afsmittende effekt. Når man hører, at der måske er noget galt med spanske agurker, så er der mange, der slet ikke spiser agurker i det hele taget, siger Kristian Madsen. Nu er det op til butikkerne Kristian Madsen ved ikke, hvornår vi ser en normal omsætning af grøntsager i Danmark igen. - Men de skal nok komme tilbage igen. Imens kan vi håbe, at butikkerne vil sælge danske varer. Det er for eksempel Spar dårlige til, forklarer han. Og hvad har danskerne så spist i stedet for agurker, tomater og salat? Tilsyneladende ingenting. - Vi har ikke oplevet øget salg af andre fødevarer i den tid, hvor der er blevet solgt færre grøntsager, siger informationsdirektør Jens Juul Nielsen fra COOP, der ejer adskillige supermarkedskæder herhjemme, herunder Brugsen, Fakta og Irma.