Særligt syddanskerne skal have regntøjet klar søndag, når regn og torden rammer landet igen.

København. Der er ikke nogen grund til at pakke gummistøvler og paraply væk endnu.

Efter en våd og lynende begyndelse på søndagen, er der nemlig mere uvejr i vente ud på eftermiddagen og aftenen.

Det fortæller vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Mogens Rønnebæk.

- Regn og tordenbyger har samlet sig syd for grænsen og er begyndt at trække ind over Danmark.

- Det kan medføre skybrud, kraftig torden og måske endda hagl, siger Mogens Rønnebæk.

Regntøjet bliver mest nødvendigt i det sydlige Danmark i både Sønderjylland, Fyn, Lolland-Falster og Sjælland, oplyser DMI's meteorolog.

Tidligt søndag vågnede flere danskere til bulder og brag.

- Sidst på natten kom en varmefront op over landet med regn og torden rigtigt mange steder, forklarer Mogens Rønnebæk.

- Siden har en koldfront ind over Jylland givet regn og tordenbyger i løbet af formiddagen og hen over middag, siger meteorologen.

Flere tusinde lyn har ramt landet det seneste døgn, viser målinger fra DMI, og det har fået konsekvenser i store dele af landet.

I Nordjylland har politiet haft problemer med deres telefonlinje 114.

- Det skyldes måske et lynnedslag tæt på Politigården i Aalborg, siger vagtchef Henrik Beck.

Uvejret gik også ud over flere sportsturneringer.

Finalerunden i golfturneringen Made in Denmark, der foregik i Himmerland, måtte afbrydes i flere timer søndag formiddag på grund af torden.

Og søndagens superligakamp i Haderslev mellem Esbjerg fB og SønderjyskE måtte standses i tyve minutter på grund af lynnedslag.

/ritzau/