SAS aflyser flyvninger mandag morgen

SAS har set sig nødsaget til at aflyse en række flyvninger mandag morgen på grund af mange sygemeldinger.

Flere SAS-afgange til og fra København og de andre hovedstæder i Skandinavien er blevet aflyst mandag morgen.

Blandt andet flyet fra København til Helsinki, der efter planen skulle lette fra Kastrup Lufthavn klokken 6.25, og flyet fra Helsinki til København, der skulle have fløjet cirka tre timer senere.

På Twitter skriver SAS, at aflysningerne skyldes »crewbrist« altså personalemæssige forhold, og en SAS-ansat fortæller til den svenske avis Expressen, at der er mange sygemeldinger.

Derfor valgte selskabet ifølge Expressens unavngivne kilde at sende en SMS til medarbejderne lørdag, hvori det spurgte, om de havde mulighed for at arbejde ekstra.

Aflysningerne kommer samtidig med, at SAS-ledelsen forsøger at lande en aftale om en spareplan med de ansatte.

SAS Norge kabinforening (SNK) har sammen med det andet forbund, der organiserer det norske kabinepersonale, NKF, som de første accepteret ledelsens udspil, og søndag nat blev der stadig forhandlet mellem SAS-ledelsen og det danske kabinepersonale og de danske piloter i SAS-Huset i Kastrup Lufthavn.

SAS-ledelsen havde sat søndag som deadline for at få en aftale på plads, men det lod sig ikke gøre, hvorfor forhandlingerne fortsatte søndag nat.

Efter at have forhandlet hele natten indgik de svenske, norske og danske piloter en aftale med SAS-ledelsen tidligt mandag morgen. Det oplyser SAS’ danske pressechef, Trine Kromann-Mikkelsen i en pressemeddelelse.

Svensk og norsk kabinepersonale er også blevet enige med SAS, der nu kun mangler at få det danske kabinepersonale til at skrive unde.

Læs også: