Familien til den i dag 17-årige Anders Friis, der i 2009 blev vaccineret mod svineinfluenza, har nu lagt sag an mod staten for at få rettens ord på, at han er invalideret for livet.

Onsdag aften kan man for første gang på TV 2 se den britiske dokumentar ’Børnene, der hele tiden falder i søvn’. Den handler om, at et overraskende stort antal børn i 2010 udviklede den uhelbredelige hjernesygdom narkolepsi, efter de fik svineinfluenza-vaccinen Pandemrix.

Dokumentaren beskriver, hvordan tusindvis af personer i Europa, hvoraf to tredjedele var børn, pludselig udviklede narkolepsi. En sygdom, der bl.a. gør, at man aldrig falder i dyb søvn, har voldsomme mareridt og i de vågne timer kan falde i søvn når som helst, hvor som helst.

Anders Friis medvirker ikke i den engelske dokumentar, men herhjemme er han det eneste anerkendte eksempel på, at der er en sammenhæng mellem svindeinfluenza-vaccinen Pandemrix og hjernesygdomme narkolepsi.

Anders har foreløbig fået knap 2 mio. kr. i erstatning af staten, men ifølge hans far, Hans Friis Lauszus er det ikke noget, Anders kan leve af resten af livet. Derfor har familien nu lagt sag an mod den danske stat, efter forgæves at have klaget til Patienterstatningen.

»Vi ønsker at statuere et eksempel. Man kan ikke bare sende en uprøvet vaccine på markedet, uden at det har en konsekvens. Anders får aldrig et normalt liv igen,« siger hans far, Hans Friis Lauszus, om sin søn, der i dag er 17 år og går i 1.g.

I England er op mod 100 familier gået sammen for at søge erstatning fra dels fra staten og dels fra producenten Glaxosmidt-SmithKline, GSK, der har produceret vaccinen. En 10-årig dreng fik i februar i år tilkendt erstatning fra staten efter flere år i retten.

Ifølge den engelske advokat Peter Todd, der repræsenterer 93 familier, giver det håb for de resterende.  Han kan dog ikke offentligt sige, om der er indgået forlig eller ej:

»Producenten har sagt, at de ønsker at finde en løsning på de krav om erstatning, der er rejst,« siger han.

Hans Friis Lauszus planlægger også - i samarbejde med den engelske advokat Peter Todd - at sagsøge vaccineproducenten.

GlaxoSmithKline, GSK, afviser, at der er en dokumenteret sammenhæng mellem virksomhedens vaccine og narkolepsi.

»Patientsikkerhed er vores højeste prioritet, og vi forsker aktivt i den observerede forbindelse mellem pandemrix og narkolepsi. Vi vil fortsat støtte igangværende arbejde fra de eksperter og organisationer, der undersøger de indberettede tilfælde af narkolepsi,« skriver virksomheden i et skriftligt svar i den engelske dokumentar.

Dokumentaren sendes onsdag d. 10 maj kl. 23.40 på TV2.