TV2 vil gerne have lov til at lave produktplacering og reklameafbrydelser, men det er en dårlig idé, mener Socialdemokraterne.

TV2 vil gerne være en sund virksomhed, og derfor har stationen brug for at slippe af med de reklameregler, som den er underlagt i dag. Det fremgår af et udspil fra TV2's ledelse.

F.eks. må TV2 ikke lave såkaldt produktplacering, hvor annoncører betaler for, at bestemte produkter er placeret i film eller serie. TV2 må heller ikke afbryde film og udsendelser med reklamer.

Hvis det står til Socialdemokraternes medieordfører, Mogens Jensen, bliver der ikke lavet om på reklamereglerne i et kommede medieforlig

- Jeg tror, at der er utrolig mange danskere, der lige præcis er glade for TV2, fordi de ikke er plastret til med reklamer, som f.eks. TV3 og SBS-kanalerne er.

Folk vil se film uden afbrydelser og vil have så lidt reklame som overhovedet muligt. Det er en af TV2's styrker, og sådan mener jeg fortsat, det skal være, siger Mogens Jensen.

Men da de kommercielle tv-stationer, som TV2 konkurrerer med, ikke skal overholde de samme, er der ifølge bestyrelsesformand Lars Liebst og adm. direktør Merete Eldrup tale om en ulige konkurrence.

- Vi ønsker ikke at være bedre stillet, end vores konkurrenter, blot lige, hedder det i et strategisk udspil fra TV2 forud for de kommende forhandlinger om et nyt medieforlig.

Men før, der kan ændres på nogen aftaler vedrørende TV2, må man afvente EU's behandling af den redningspakke, som Folketinget vedtog sidste år, understreger Mogens Jensen.

- Jeg vil først afvente, hvad kommissionen siger til planen, før vi begynder at ændre på den, siger han.

Redningsplanen indebærer bl.a., at TV2 får lov til at sælge sin andel af sendenettet for op mod en halv mia. kr. for at kunne

nedbringe stationens gæld.

/ritzau/