Årsopgørelsen er på vej, og dermed er det også højsæson for it-kriminelle, der forsøger at fuppe dig for penge og personlige oplysninger.

’Kære skatteyder. Efter den sidste årlige beregning af deres skattemæssige aktivitet har vi fastslået, at du er berettiget til at modtage en skat tilbagebetaling af: DKK 1,027.56. Send venligst den skat anmodning om refusion og give os 6-9 dage for at behandle den.'

Hvis du får en mail i din indbakke med dette glade budskab, så vær på vagt!

Det er nemlig - desværre - ikke Skattefar, som på lidt ubehjælsomt dansk skriver en venlig hilsen til dig, fordi du har penge tilgode. 

Derimod forsøger benhårde og kyniske it-kriminelle at lokke både penge, cpr-nummer og bankoplysninger ud af dig. I værste fald kan de stjæle din identitet og suse rundt på nettet og bruge penge, som om de var dig.

Årsopgørelser og selvangivelser er på trapperne, og derfor bombarderes tusindvis af danskere lige nu med e-mail, som tilsyneladende kommer fra SKAT.

- Problemet med de mails er, at de er falske, og de forsøger at få dig til at udlevere informationer om dig selv, så de bagmænd, der sidder bag, kan stjæle penge eller informationer fra dig. Det siger Michael Dahl, Nordeuropa-ansvarlig for it-sikkerhedsfirmaet F-Secure.

- Det værste, der kan ske er, at de her mennesker får adgang til din netbank og begynder at lænse den for penge. Men de kan også misbruge din identitet til andre ting. For eksempel købe ting i dit navn. Foretage sig ting i dit navn, og det er altså en større affære at rydde op i.

Heldigvis har du selv en ret god chance for at spotte, at der er tale om en falsk mail. SKAT vil nemlig aldrig skrive sådan en mail til dig.

- SKAT vil aldrig sende en mail, hvor vi beder folk indtaste personlige oplysninger, og vi vil heller ikke sende en mail med sådan et link. Det understreger IT-direktør i SKAT, Jan Topp Rasmussen over for BT.

Han beroliger dog med, at de it-kriminelle ikke sådan uden videre kan få fat i dine restskat.

- Der skal mange ting til i forhold til at kompromittere en konto. Ofte skal der flere ting til, siger Jan Topp.

Et enkelt godt råd

SKAT og Michael Dahl og har ét enkelt godt råd til, hvad du skal gøre, hvis du får en falsk mail.

- Der er én ting at gøre, og det er at slette mailen. Alle informationer fra SKAT kan du finde på deres hjemmeside, når du logger på med nem-id, siger Michael Dahl.

Mange af de falske mails indeholder et link, og lad for alt i verden være med at trykke på det. Gør du det, risikerer du nemlig både virus på din computer, og at it-forbryderne benytter chancen til at installere et program på din pc, som overvåger din færden på nettet.

- Lige så snart du svarer på noget eller klikker på et link, så er der altså risiko for, at du udsætter dine oplysninger for fare, forklarer Michael Dahl.

- Afbryd hurtigst muligt kommunikationen. Tag fat i din bank og forklar dem situationen, og så vil de hjælpe dig med at tage de nødvendige forholdsregler.

Sådan undgår du it-tyveri

* Husk: SKAT vil ALDRIG sende en mail til dig, hvor de beder om personlige oplysninger via et link

* Kik på afsenderen: Er mailen sendt fra SKAT’s officielle hjemmeside?

* Læg mærke til sproget. De udenlandske it-kriminelle er tilsyneladende flittige bruger af Google Translate, så sprog, der afviger betydeligt fra almindelig dansk ordstilling og retskrivning, bør gøre dig mistænksom.

* Lad vær med at klikke på det medfølgende link: Du risikerer virus på din computer og i værste fald identitetstyveri, fordi de kriminelle lægger et program ind på din pc, som - uden du bemærker det - fungerer som et vindue: Du tror, du er på netbank, men i virkeligheden sidder bagmændene og laver ting i dit navn og tømmer din konto.

* Er du faldet i, så afbryd kontakten med det samme og kontakt dit pengeinstitut.