TV2 fik i 2008 et overskud på 18 millioner kroner. Spareplan og lukning af radio er forklaringen, lyder det fra TV2.

Efter lang tids krise offentliggør TV2 nu et overskud på 18 millioner kroner før skat for 2008. Det sker efter et underskud på 213 millioner kroner i 2007.

Allerede tilbage i januar forudså TV2, at man ville få et overskud for 2008 på omkring 20 millioner kroner. Forudsigelsen vakte dengang hævede øjenbryn, da den kom blot en uges tid efter, at politikerne på Christiansborg - som konsekvens af TV2's krise - havde givet stationen lov til at opkræve brugerbetaling fra 2012.

TV2 forklarer i en pressemeddelelse, at overskuddet skyldes spareplanen fra sidste år samt "rekonstruktionen af radioaktiviteterne".

- Vi er naturligvis glade for, at TV 2 kommer ud af 2008 med et overskud, og på baggrund af forventningerne i årsrapporten 2007 er resultatet tilfredsstillende, lyder det fra direktør Merete Eldrup, der tilføjer:

- Desværre viser resultatet også, at forretningsmodellen for hovedkanalen er yderst sårbar, hvilket yderligere understreges af den aktuelle finanskrise. På langt sigt kan vi dog glæde os over, at den omstruktureringsplan, som i øjeblikket ligger til godkendelse hos EU-Kommissionen, giver TV 2 mulighed for at opkræve abonnementsbetaling fra 2012.

/ritzau/