Så længe Folketinget ikke har vedtaget andet, så gælder udvidet frit sygehusvalg fortsat, påpeger sundhedsministeren efter klager fra patienter.

Det udvidede frie sygehusvalg gælder fortsat. Det indskærper sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) nu over for regionerne.

Det sker efter eksempler i medierne på patienter, der har fået afslag på behandling i regi af det fri sygehusvalg. Regeringen har aftalt med regionerne at suspendere valgfriheden på grund af efterslæbet fra sygehuskonflikten.

- Det hævdes, at afslagene sker med henvisning til, at det frie sygehusvalg allerede er suspenderet. Men patienternes rettigheder gælder, indtil lovforslaget om suspension er vedtaget af Folketinget og trådt i kraft, skriver ministeren i et brev til samtlige regionsråd.

Det er Patientforeningen - den tidligere Privathospitalernes Venner - glade for.

- For eksempel har patienter i Region Nordjylland ikke fået oplyst en konkret behandlingsdato, og dermed fratages de retten til at søge behandling på andet offentligt sygehus eller på privathospital, siger foreningens næstformand, Villy O. Christensen.

/ritzau/