Dødsannoncen er det sidste aftryk, et menneske sætter på verden. Og noget af det mest læste i en avis. Men hvem er menneskene bag? Og hvad fik de ud af livet? BT er gået i fodsporene på fem forskellige skæbner, hvis eneste fællestræk er, at deres dødsannonce blev bragt i avisen samme dag.
"Var aldrig bleg for at tage en opvask"Punktum. Sådan lød de sidste ord, der blev nedfældet om en kvinde, hvis dødsannonce for år tilbage blev bragt bagerst i Berlingske. Små sorte bogstaver på hvid baggrund ledsaget af hendes navn og to datoer. Fødsel og død. Bisættelsen ville finde sted få dage senere.
På mange måder er en dødsannonce det allersidste aftryk, et menneske efterlader sig, når det dør. En lille firkant bagerst i avisen med korte, præcise informationer, der åbner en smal sprække til et kig ind i et andet menneskes liv. Et slags sidste stempel på verden.
Og de bliver læst. Måske noget af det meste læste - i hvert fald hos det ældre avispublikum.
Men hvorfor læser vi dem, dødsannoncerne? Få, enkle oplysninger som længden på et liv om helt fremmede mennesker?
Helt lavpraktisk er det vel fordi, det er rart at vide, om dem, vi engang kendte, ikke er her længere. En slags morbid sladder ved landsbyens gadekær, kan man sige.
Hos Berlingske har man ingen præcis opgørelse over, hvor læste dødsannoncerne er i forhold til resten af avisen. Navneredaktør Jesper Beinov, der siden 2006 har haft det redaktionelle ansvar for avisens dødsannoncer, tør dog godt sige, at det er noget af det mest populære.
- Jeg tror, det er meget læst, fordi folk følger med i liv og død. Døden er noget meget endeligt, der angår os alle sammen. Samtidig er der også et kulturhistorisk aspekt i det at ære vores døde. Det er noget, man skal omgås med høj grad af respekt, og mens næsten alt andet af vores redaktionelle stof foregår i højt tempo, er dødsannoncerne noget, vi værner specielt meget om, siger Jesper Beinov.
Men der er også en anden og meget vigtig årsag til, at øjnene hviler på dødsannoncerne, mener præst Lise Trap. Vi læser også om de døde for at blive bekræftet i, at vi selv er i live.
- At læse en dødsannonce er en påmindelse om, at vi skal dø. Vi ved det jo godt, men vi opsøger det alligevel. Det er ikke noget, vi gør for at svælge i døden, men tværtimod for at huske at leve, mens vi gør det, siger Lise Trap, der til dagligt er sognepræst i Soderup Kirke på Sjælland, og som har skrevet flere bøger om sorg.
Påmindelsen om at intet varer evigt, har altid været der. Gransker man kalkmalerierne rundt om i folkekirkerne, vil timeglasset dukke op overalt. En påmindelse om, at tiden er knap. At vores skæbne ligger i vores egne hænder.
- Det at vi skal dø, sætter hele vores liv i relief. Hvis vi ser en dødsannonce på en, der er yngre end os selv, minder det om, at tiden er begrænset, siger Lise Trap, og tilføjer:
- Folk tror, at man ikke må græde til en begravelse, hvis man ikke er tæt nok på den, der er død. Men vi græder også på grund af døden. Vi græder over, at menneskelivet er sådan indrettet, at vi skal tage afsked med dem, vi elsker. Derfor er det godt, at begravelser foregår i det offentlige rum. Det samme gælder dødsannoncer. De bliver offentliggjort og minder os om, at livet ender. Og at det er fælles for alle.
Altså læser vi de små firkanter bagerst i avisen, fordi vi dels er nysgerrige. Men også fordi vi vil mindes om, at vi selv er i live og skal huske at være det, mens tid er.
BT Søndag slog op i dødsannoncerne på en tilfældig dag. En side bag i Berlingske, der røbede brøkdele af ti skæbnehistorier. Ti vidt forskellige mennesker hvis eneste fællestræk er, at deres dødsannonce blev bragt i avisen den samme dag. Den 19. juli 2013.
Døde de så lykkelige? Nåede de alt, hvad de ville, og huskede de at leve, mens de med havde chancen? BT Søndag har travlet skæbnehistorierne op en for en. Ti dødsannoncer. Efterladte til fem af dem sagde ja til at være med.
Her skal du møde togføreren, der insisterede på at få sin aske puttet i en cigaræske og smidt ud af et togvindue på Øresundsbroen. Modstandsmanden, der levede med utallige lig på samvittigheden, og kvinden, der levede hele sit liv efter sin mands velbefindende. Du skal også møde kunstneren, der aldrig fik nok af livet. Og bedemanden, der fik for meget.
Fem skæbner hvis veje først krydsede hinanden, den dag deres sidste aftryk blev sat på verden. Nogen sov stille ind efter et langt liv, mens andre døde uventet og alt for tidligt. En tog flere liv end han gav. En anden tog sit eget. Mød mennesket bag dødsannoncen her:
Kunstneren: Benedicte Holck Colding, 88 år (9. december 1924 - 10. juli 2013)
Postdamen: Carla Zifeldt, 87 år (29. juni 1926 - 14. juli 2013)
Bedemanden: Svend-Erik Thernenfelt, 69 år (9. marts 1944 - 14. juli 2013)
Modstandsmanden: Herluf Christian Adrup Rasmussen, 93 år (6. juli 1920 - 17. juli 2013)
Togføreren: Finn Schefferling, 57 år (26. januar 1956 - 27. juni 2013)
