Fem skæbner hvis veje først krydsede hinanden, den dag deres sidste aftryk blev sat på verden. Nogen sov stille ind efter et langt liv, mens andre døde uventet og alt for tidligt. En tog flere liv end han gav. En anden tog sit eget. Mød mennesket bag dødsannoncen her:
"Jeg skød aldrig folk bagfra eller lignende, men så dem direkte i øjnene, når jeg skød dem," sagde Herluf Rasmussen. Han var modstandsmand og stod bag et af Besættelsens blodigste opgør. Han har ikke fortrudt et sekund af sit liv, fortæller sønnen om sin far, der i en alder af 93 år stadig nægtede at få hjemmehjælp.
De var kun omkring 10 år gamle, da de i en camoufleret campingvogn kørte ind bag jerntæppet i Østeuropa sammen med deres far Herluf Christian Adrup Rasmussen. Egentlig var det en gammel DSB-bus, som han havde købt i 1960 og indrettet som campingvogn. Bag i vognen sad de to børn trygge og kiggede ud af vinduet. De havde intet begreb om den fare, der lurede overalt omkring dem.- Vi var for små til at forstå, at det var farligt. Og vi stolede på, at vores far kunne klare alle verdens problemer, siger Lars Rasmussen, der er søn af Herluf Rasmussen.
I virkeligheden skulle bussen bruges til at smugle østtyskere ud af DDR, og familien var med for at teste, om den fungerede. En familie på hemmelig mission i Østblokken. En far, der ledede et underjordisk politikompagni. Et eksperiment der skulle fastslå, om de hemmelige rum i bussen nu virkede, som de skulle.
Herluf Rasmussen var modstandsmand. Men han var også politibetjent, politiker, bilforhandler, bygherre, uld-importør og forfatter. Han kom til verden på et spisebord i Valby i 1920 og vejede seks og et halvt kilo. Da lægen så ham, sagde han til fru Rasmussen, at hun godt kunne springe amningen over og give barnet en bøf med det samme.
Den 17. juli 2013, 93 år og 11 dage senere, sov den næsten to meter høje mand stille ind i sit hjem i Hvidovre. Han var glødende kommunist og senere med til at grundlægge SF, men han forsøgte aldrig påvirke sine børn i deres politiske overbevisninger. I hvert fald ikke åbenlyst, som børnene siger. I de sidste tre uger op til sin død blev han passet af sin familie, og ellers insisterede han på at klare sig selv. Han stemte Dansk Folkeparti til sidst. Hjemmehjælp ville han dog ikke høre tale om.
Herluf Rasmussen fik to børn, otte børnebørn og fem oldebørn. Men han blev en af dem, der tog flere liv, end han gav. Under Anden Verdenskrig var han frihedskæmper og aktiv i modstandsarbejdet, og i 1944 blev han gruppeleder i den kommunistiske modstandsbevægelse BOPA. Han stod for at likvidere dem, man mistænkte for at være stikkere, og han var med i et af Besættelsens blodigste opgør, da hans gruppe den 6. april 1946 skød en gruppe HIPO-mænd på Gammel Køge Landevej. Herluf Rasmussen stod forrest med en maskinpistol.
De sidste 70 år af sin tilværelse levede han således med menneskeliv på samvittigheden. Men når han blev spurgt, om likvideringerne var noget, der holdt ham vågen om natten, var han klar i spyttet:
- Nej, egentlig ikke, for de var jo nødvendige. Jeg skød aldrig folk bagfra eller lignende, men så dem direkte i øjnene, når jeg skød dem. Måske er det svært for folk i dag at forstå situationen, men vi havde døden i hælene.
Herluf Rasmussen lagde overfor sin familie aldrig skjul på, hvad det var, han lavede. Han sagde altid, hvad han mente, og fortrød aldrig sine handlinger i Danmark. Spørger man hans børn, lyder svaret prompte, at de var stolte af deres far. Han var et kendt ansigt på en tårnhøj krop, som de kunne se op til og bryste sig af. Også selv om han havde slået mennesker ihjel.
- Han var en handlingsmand. Han gjorde det, der var nødvendigt i en given situation, og han gjorde det, der var nødvendigt for at løse opgaven. Der er ingen grund til at have moralske skrupler, hvis man likviderer en stikker i en krigstid. Så han havde ingen skrupler. Men ellers havde han en meget, meget høj moral, siger sønnen Lars Rasmussen.
Herluf Rasmussen gik aldrig rigtigt på pension. Efter krigen arbejdede han som politibetjent, indtil han i 1960 blev valgt ind i Folketinget i det nyopstartede Socialistisk Folkeparti. Han havde selv været med til at starte partiet og var folketingsmedlem indtil 1964. Senere gik han over til Socialdemokratiet og sidenhen Centrum-Demokraterne, hvor han i 1989 var Mimi Jakobsens suppleant.
Efter den politiske karriere blev frihedskæmperen bilforhandler. Det havde han altid ønsket sig at prøve. Da han blev mæt af biler, gav han sig til at tegne og bygge erhvervsbygninger i Hvidovre, inden han begyndte at importere alpaca-uld.
Fem år inden sin død mistede han sin elskede Ida, som han havde kendt i 65 år. Hun var sygeplejerske og blev tryllebundet af den høje modstandsmand, som hun mødte gennem en fælles bekendt lige efter krigen. Til alt held var hun en kvinde med ben i næsen, så i stedet for at sidde langs væggen og vente på at blive budt op, greb hun telefonen og ringede til Herluf Rasmussen. Ville han mødes? Jo, det ville han da gerne. Og ikke lang tid efter var sygeplejersken blevet en Rasmussen.
- Det var en stor sorg for vores far at miste. Vores mor var en multikunstner, der var kreativ og ligesom ham havde alle mulige talenter. Men han holdt sig selv i gang til det sidste. Han var frisk og helt klar i hovedet, siger Lars Rasmussen.
Da arkiverne fra det østtyske sikkerhedspoliti STASI blev åbnet, fandt Herluf Rasmussen ud af, at han flere gange havde været i kikkerten under sine mange rejser inde bag jerntæppet i Østeuropa. Også i den camouflerede campingvogn, hvor hans kone og to børn var med som passagerer.
Han ville dog ikke have gjort noget anderledes. Det fortalte han sine børn, inden han sov ind i den villa i Hvidovre, hvor han voksede op.
- Han har ikke fortrudt noget, for han var meget sikker på sig selv. Det har vi snakket om. Han har aldrig fortrudt et sekund, siger Lars Rasmussen.
Om end han var blevet lidt duknakket på sine gamle dage, ragede Herluf Rasmussen til det sidste fortsat op over de fleste. Han var ikke sådan at kue, selv om mange har prøvet på det. Og det var nok netop denne ukuelighed, der gjorde, at Herluf Rasmussen blev manden, der tog flere liv, end han gav.
Dem han tog, var fjender af Danmark. Og som han sagde til en journalist kort før sin død:
- Jeg var aldrig bange. Når man går ind i sådan en kamp, så ved man, der er en risiko. Men jeg kunne altid klare mig. Manden med leen har pustet mig i nakken mange gange, men jeg vendte mig altid om i tide.
Portrættet er skrevet på baggrund af samtale med søn Lars Rasmussen
BLÅ BOG
Født 6. juli 1920 i Valby
Uddannet politibetjent, arbejdede som gruppeleder i den kommunistiske modstandsbevægelse BOPA under 2. Verdenskrig og sidenhen som politiker, bilforhandler, bygherre, uld-importør og forfatter.
Efterlader sig to børn, otte børnebørn og fem oldebørn.
Død 17. juli 2013 i Hvidovre
Læs også:
Kunstneren: Benedicte Holck Colding, 88 år (9. december 1924 - 10. juli 2013)
Postdamen: Carla Zifeldt, 87 år (29. juni 1926 - 14. juli 2013)
Bedemanden: Svend-Erik Thernenfelt, 69 år (9. marts 1944 - 14. juli 2013)
Togføreren: Finn Schefferling, 57 år (26. januar 1956 - 27. juni 2013)
