Gert Lønborg Jørgensen kæmper stadig mod eftervirkningerne efter fangenskab hos somaliske pirater. I 83 dage var den 53-årige tidligere skibskok fra Esbjerg fanget hos khat-spisende somaliske pirater, efter at fragtskibet Danica White i 2007 blev kapret i Adénbugten ud for Somalias kyst.

Ydmygelser og trusler om at blive slået ihjel var hverdag for de fem sømænd om bord på Danica White, og Gert Lønborg Jørgensen kæmper stadig for at få ’et normalt liv’ efter oplevelserne i fangenskab.

 - Jeg har det stadig modbydeligt i perioder. Jeg kan vågne om natten badet i sved, hvor jeg har det skidt. Hører jeg et brag udenfor om aftenen, føles det nærmest som om, at jeg bliver ført tilbage til tiden i Somalia, hvilket er virkelig hårdt, siger Gert Lønborg Jørgensen til B.T.

Svært at være social

Han er overbevist om, at familien Quist Johansen samt gasterne Viktor Greir og Rane Lund - der blev frigivet 7. september efter over et halvt års fangenskab - vil være præget af oplevelserne i lang tid - og at de kan blive svære at slippe af med.

- Nu ved jeg selvfølgelig ikke, hvordan de har haft det. Men der er vist ingen, der kan forestille sig, at det har været en ferie. Det er svært at forstå, hvorfor nogen vil gøre noget ondt mod andre mennesker for penge, siger Gert Lønborg Jørgensen og giver et konkret eksempel på følgerne af tiden i fangenskab.

- En simpel tur til købmanden kan være et helvede, fordi det er svært at være sammen med andre mennesker. Du føler ikke, du kan stole på nogen mennesker, og jeg har oplevet, at min hals snører sammen. Så må jeg bare væk.

- En gang imellem får man lyst til at sige, ’nu gider jeg fandeme ikke det her liv mere’, når jeg skal have det så hårdt psykisk og fysisk. Men jeg har aldrig gjort alvor af det, og heldigvis bliver der længere mellem de svære perioder.

Gert Lønborg Jørgensen kom tilbage til Danmark 28. august 2007 som en fri mand. Med privatfly landede han og resten af besætningen på Danica White i Odense Lufthavn. Derefter blev de kørt til et nærliggende forsamlingshus, hvor Gert Lønborg Jørgensen genså sin familie.

Forstår mig ikke


- Det var virkelig mærkeligt at se mine søskende igen. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige til dem. Det virkede næsten som om, at jeg havde været eftersøgt gennem længere tid, og nu var jeg endelig hjemme. De har hjulpet mig meget, men det har været svært at tale med folk om det, for de forstår ikke, hvad jeg har været udsat for, siger han og håber, at familien Quist Johansen får masser af hjælp i begyndelsen.

- De har den fordel, at de kan snakke med hinanden om det. Ellers har de bare brug for al den fred, de kan få til atbegynde på et nyt liv igen, siger Gert Lønborg Jørgensen, der af Arbejdsskadestyrelsen er blevet tilkendt en méngrad på under 25 pct.

Hos Europæiske Rejseforsikring, der har varetaget hjemrejsen for de syv danskere, fortæller underdirektør Jakob Bender, at de stadig er på et hemmeligt sted, men vil ellers ikke fortælle om deres tilstand.

- Men vores rolle er snart slut. Om en dag eller to bliver det det danske samfund, der kommer til at varetage opgaven for dem, siger Jakob Bender.