Mænd holder sig tilbage, når de skal bearbejde sygdommen kræft. Svigtende terapi kan have konsekvenser for livet efter sygdommen, advarer Kræftens Bekæmpelse.

Sygdommen kræft slider på det mentale helbred, og samtalegrupper med andre ligestillede kan have en helbredende effekt. Men kun hver fjerde henvendelse om samtalegrupper kommer fra mænd.

- Det gælder både som kræftpatienter og pårørende, at mænd er meget tilbageholdende med at gå i terapi. Vores erfaring er, at behovet er dér, og at de fleste kan profitere af det, siger leder af Kræftlinjen og psykolog Kai Evan Pedersen og fortsætter:

- Mænd gider ikke rundkredssnak og vil heller ikke rigtig tale om følelser. Men får vi dem alligevel lokket ind, så taler de meget direkte om konsekvenserne af sygdommen, fortæller Kai Evan Pedersen.

56-årige Steen Jørgensen fra København blev i 2006 kureret for testikelkræft. Dengang søgte han forgæves efter lidelsesfælder, som han kunne dele erfaringer og bekymringer med ovenpå "den onde sygdom".

- Jeg følte mig magtesløs og ville gerne have talt med andre mænd om, hvordan de var påvirket af sygdommen, siger han.

/ritzau/