Fredag skulle havde været endnu en af Anne Kirstine Frandsen og hendes families hyggelige aftensstrandture. I stedet blev den ødelagt af en flok unge mænd på vandscootere, der sejlede så tæt på stranden, at de nemt kunne have gjort skade.

Med sine tre børn tog Anne Kirstine Frandsen fra Storkøbenhavn ud til Hellerup Strand for at blive kølet ned i sommervarmen fredag aften. Desværre måtte familien hurtigt sande, at badeturen potentielt kunne blive med livet som indsats, skre Gentofte Lokalavis.

For få meter fra vandkanten sejlede en flok unge mænd på vandscootere rundt, der i den grad var til gene for strandens badende gæster.

»De sejlede med voldsomt fart, og de kunne formentlig ikke nå at se, hvis der var nogen i vandet foran dem. Børnene ligger jo og snorkler og leder efter krabber og mange svømmer langs den strand,« fortæller Anne Kirstine Frandsen, der heldigvis nåede at fatte sin mobiltelefon, så hun kunne videodokumentere hændelsen.

»Dem, der bader, risikerer jo at komme til skade, fordi dem på vandscooteren ikke kan overskue situationen, når de kommer sejlende med så høj fart. Og det er utrygt for os, fordi vi ikke ved, hvor tæt de kommer på.«

Desværre er det langt fra første gang, at vandscootere kommer så tæt på vandkanten, at det potentielt kan være livsfarligt. For så snart temperaturen kommer op og snuse til de 25 grader og solen skinner fra en klar himmel, så dukker vandscooterne op, forklarer Anne Kirstine Frandsen.

»Det er ganske få af dem, der laver ballade, men jeg tror, det er de samme hver gang.«

Andre af strandens besøgende er ifølge Anne Kirstine Frandsen også forfærdede over opførslen fra de unge mænd på vandscooterne, og det fik en engelsktalende mand til at løbe ud i vandet for at få fat på en af de mænd, der sejlede på vandscooteren fredag.

»Men så vendte de jo bare om og drønede ud igen, og det er simpelthen mangel på respekt,« fortæller Anne Kirstine Frandsen, der frygter, at det en dag kommer til at koste menneskeliv.

Anne Kirstine Frandsen har forelagt videoen for Nordsjællands Politi, og her erkender man i en mail, at det er »yderst farligt med denne måde at sejle på.« Det understreges dog samtidig, at man ikke har de fornødne ressourcer til at gå dybere i sagen.

»Vi gør, hvad vi umiddelbart har ressourcer til, men vi kan desværre ikke være på alle strandene hver dag. Vi dækker trods alt cirka 250 kilometer kystlinje i Nordsjælland,« lyder det.

Hos familien Frandsen håber man nu, at kommunen vil gå ind i sagen og lægge såkaldte flydespærringer ud i vandet, der forhindrer vandscooterne i at komme tæt på vandkanten.