Region Hovedstaden erkender fejl, da 17-årig ringede til akuttelefonen med tydelige symptomer 31. december.

København. Der blev begået klare fejl, da 17-årige Hans Michael Graham Petersen fra Birkerød nytårsaftensdag blev alvorligt syg og senere døde.

Det vurderer to speciallæger, som har læst den 17-åriges journal og båndudskrifter fra telefonopkaldene til Akuttelefonen 1813.

Desuden har de læst en intern redegørelse fra Region Hovedstaden, der driver akuttelefonen. Det skriver DR P4 København.

På trods af symptomer som blålige pletter på huden og stærke smerter i kroppen sendte personalet bag akuttelefonen ikke en ambulance, da den 17-årige ringede.

- Jeg synes, der skal være nogle alarmklokker, der ringer, hvis man har en ung mand, der ringer ind og siger, at han har så ondt, at han ikke kan stå på benene, og at han samtidig har fået sorte pletter på kroppen, siger Carsten Schade Larsen.

Han er speciallæge i infektionssygdomme og er til dagligt overlæge på infektionsmedicinsk afdeling på Aarhus Universitetshospital.

De sorte pletter, som Hans Michael Graham Petersen fortæller om, bør ifølge Carsten Schade Larsen vække mistanke, da de er tegn på hudblødninger.

Dermed kan der muligvis være tale om meningokokker i blodet.

Den vurdering bliver bakket op af Lars Bjerrum, professor ved Københavns Universitet og speciallæge i almen medicin.

Han siger også, at alarmklokkerne skal ringe, hvis en patient med influenza ringer ind og siger, at han har fået store sorte pletter på huden.

Fra den sidste samtale mellem den 17-årige og 1813 går der næsten halvanden time, inden han befinder sig på hospitalet.

Speciallægerne er begge enige om, at tid er en helt afgørende faktor, når det gælder meningitis.

- Vi er nede i minutter, siger Lars Bjerrum til DR P4 København.

Region Hovedstaden har ikke ønsket at stille op til interview, men erkender i et skriftligt svar til DR, at det var en fejl ikke at sende en ambulance.

- Vi burde have sendt en ambulance i stedet for lade forældrene køre til hospitalet med deres søn, lyder det i svaret fra Region Hovedstaden.

Det understreges dog, at de sundhedsfaglige retningslinjer blev fulgt.

/ritzau/