Flere kvinder end mænd lægger vægt på økonomisk ansvarlighed ved partnervalg, viser ny undersøgelse.

Kvinder forventer trods mange års fokus på økonomisk ligestilling stadig, at manden skal forsørge dem.

Det viser en undersøgelse om sammenhængen mellem økonomi og kærlighed, som TNS Gallup har lavet for Nordea, skriver Politiken.

I undersøgelsen svarer 1.017 danskere og viser, at otte af 10 kvinder i den indledende kærlighedsfase vil afslutte forholdet med manden, hvis han ikke vil betale sin del af en regning eller skjuler gældsposter for dem. Kun halvdelen af mændene svarer det samme.

De traditionelle kønsrollemønstre skinner igennem, siger Ann Lehman Erichsen, forbrugerøkonom i Nordea, til Politiken.

- Det her viser meget tydeligt, at når kvinder dater, er de ude efter en god forsøger, der kan tage vare på dem og deres kommende børn, siger hun.

Samme spørgeundersøgelse er lavet i de øvrige skandinaviske lande og Finland med det entydige resultat, at flere kvinder end mænd lægger vægt på økonomisk ansvarlighed ved partnervalg, skriver Politiken.

Nationaløkonom Nina Smith siger, at undersøgelsen afspejler realiteterne.

- Selvom vi har et billede af, at der er ligestilling i skandinaviske lande, lever vi i meget traditionelle kønsrollemønstre i dagligdagen. Det ender med at være far, der tager på arbejde, mens mor bliver hjemme på forældreorlov. Hovedparten af os tænker rigtig kønsstereotypt, siger hun til Politiken.